Annonce

Varslede portører venter på endelig afklaring


Samtlige portører, der er blevet varslet i uddannelse, har stillet regionen en række spørgsmål. De venter svar på det videre forløb i denne uge.

Annonce

På Slagelse Sygehus har fire portører endnu ikke sagt hverken ja eller nej til at ville påbegynde uddannelsen som serviceassistent. Tillidrepræsentant Jens Dahl vil gerne vide, om nye portører på hospitalet vil blive varslet, hvis de fire ender med at sige nej. Claus Bech

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

I fredags udløb fristen for de portører i Region Sjælland, der var varslet i uddannelse, for at give svar på, om de ville sige ja til at påbegynde uddannelsen til serviceassistent.

Af de 18 berørte FOA-medlemmer, der som portører er blevet varslet i Region Sjælland, har fire hverken svaret ja eller nej. De øvrige har sagt ja.

I Region Sjælland siger sektorformand Ann Søgaard, at alle portørerne, der er blevet varslet, sammen med deres svar har sendt et brev med en række spørgsmål til regionen.

”Det skal siges, at de portører, der har sagt ja til uddannelsen, har sagt ja under pres. Og for de fire, der hverken har sagt ja eller nej, ønsker de svar på en række spørgsmål, inden de tager endelig stilling,” siger Ann Søgaard.

Nej til pistol-politik

Tommy Sørensen er en af de portører fra Slagelse Sygehus, der er blevet varslet i uddannelse. Han har hverken sagt ja eller nej til regionen, hvilket skal tolkes som et nej.

”Jeg siger nej. Jeg gider ikke det pistol-politik,” siger Tommy Sørensen.

I det brev han har vedhæftet til regionen, har han blandt andet spurgt til, hvorfor netop han er blevet varslet. Samtidig har han en række spørgsmål om uddannelsen. For eksempel hvornår det er tanken, den skal begynde. Derudover har han spørgsmål til, hvilke tillæg han kan forvente at få, hvis han skulle tage uddannelsen.

Vil nye portører blive varslet?

Tillidsrepræsentant Jens Dahl fra Slagelse Sygehus er interesseret i at vide, hvilken betydning det får, for de fire, der har hverken har sagt ja eller nej.

”Hvis ikke de skal af sted på uddannelse, er der så andre, der skal varsles? Der kommer opsigelser, og næste år står det nye hospital færdigt, hvor der bliver brug for mange portører. Det gør, at fremtiden ser meget speciel ud,” siger Jens Dahl.

I Region Sjælland ønsker man ikke at tage stilling til den videre procedure, før de implicerede har fået svar.

FOA og Arbejdsretten

Danske Regioner og FOA mødtes torsdag i Arbejdsretten
Her var et af punkterne på dagsordenen om Region Sjælland har misbrugt ledelsesretten. En sag LO har rejst på vegne af FOA. Danske Regioner ville ikke trække varslingerne tilbage, og derfor fortsætter sagen i Arbejdsretten.
Processen er nu, at modparten svarer på FOAs klageskrift inden den 31. juli, herefter har FOA frem til 31. august til at komme med en replik. Først derefter bliver der sat en dato for behandling af sagen i Arbejdsretten.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev