“Her sover jeg!” siger Johnny Jensen og viser rundt i sin campingvogn ved det socialpsykiatriske bosted Kærvang i Nykøbing Mors. Johnny er psykisk udviklingshæmmet, og da han flyttede til Kærvang i 2009, var han et ulykkeligt menneske.

“Johnny var stærkt medicineret, savlede, kunne ikke gå og næsten ikke tale. Og han havde fået diagnosen demens,” fortæller social- og sundhedsassistent Lisbeth Andreasen.

Diagnosen der forsvandt

I dag er demensdiagnosen væk. Den var en af mange bivirkninger af Johnnys medicin, og han får ikke længere psykofarmaka. Johnny er glad, og det er svært at forestille sig, at han fik amputeret højre arm, fordi den var ødelagt af alle de gange, han slog den ind i væggen.

“Mange af vores beboere har været medicineret længe, når de kommer her. Der bliver lagt låg på deres følelser, men vi arbejder som detektiver med at finde de oplevelser, der tynger. Det gør vi via samtaler og validering,” siger Lisbeth Andreasen.

I Johnnys tilfælde var det savnet af forældrene, der tyngede. Han flyttede på bosted, da forældrene døde, og efter nogle år var han så udadreagerende, at han kom på Kærvang. Her fandt medarbejderne frem til, at Johnny havde gode minder om barndommens mange campingture. De minder brugte de terapeutisk, og Johnny begyndte at sove i telt i haven. Da teltet blev utæt, fik han en campingvogn. 

Nærværende samtaler

På Kærvang arbejder de blandt andet med ergoterapeut Jane Veritys teorier om validering.

“Vi sætter os ikke overfor, men tæt ved siden af beboerne og giver dem mange tryk, mens vi taler: ‘Da jeg var 18 år, havde jeg en kæreste. Havde du? Jeg gik til fodbold. Havde du fritidsinteresser?’ Metoden hedder jeg-og-du-sortering, og så kommer historierne. Vi taler måske om almindelige ting 30 gange, men 31. gang kommer oplevelsen, der tynger. Vi er nærværende i kontakten, og vi er tit de første, der hører de historier, der tynger,” siger social- og sundhedsassistent Hanne Haaning Poulsen.

Hun peger på en opredt seng på gangen. Her sover en beboer, der fortalte om sin oplevelse med et skibsforlis og druknede passagerer. Det var baggrunden for hans hvileløse nattevandring. Nu sover han på gangen ved nattevagten i tryg vished om, at hun passer på ham.

“Når man er dulmet af medicin, kan man ikke mærke sig selv. Derfor arbejder vi med at få beboerne trappet ud af psykofarmaka, og det lykkes næsten altid at få dem medicinfri. En beboer beskrev det som en osteklokke, der var lukket, så man ikke fik ilt. Ingen mennesker i verden fortjener at leve i en medicinsk osteklokke!” siger Hanne.