Selv om regeringen lige har droppet sit forslag om at fremrykke en halvårs forhøjelse af pensionsalderen, er højere pensionsalder stadigvæk et påtrængende og aktuelt emne. Især for medlemmer i FOA og 3F, hvor mange har et fysisk belastende og nedslidende job.
Derfor satte de to forbund emnet på dagsordenen ved et meget velbesøgt arrangement på førstedagen af Folkemødet på Bornholm.
Det skete i en duel på viden og holdninger mellem ”Hold Kristensen”, bestående af forbundsformændene Per Christensen (3F) og Dennis Kristensen (FOA), og ”De kloge vismænd”, repræsenteret af økonomerne Steen Bocian (Dansk Erhverv) og Torben Tranæs (Socialforskningsinstituttet, SFI). Sidstnævnte er også medlem af formandskabet i Det Økonomiske Råd, der rådgiver regeringen.
Gennemsnitsdanskeren findes ikke
Duellen startede med en quiz om levevilkår for forskellige befolkningsgrupper, som fagforeningerne vandt. De vidste mest om nedslidning, start-og sluttidspunkter for arbejdslivet og forskellige faggruppers forbrug af kager og fastfood.
Dermed var fundamentet lagt for sværdslaget om, hvor høj pensionsalderen skal være. Fagforeningerne pegede på, at dem, der har været længst på arbejdsmarkedet og oftest er mest nedslidte, ikke kan tåle en højere pensionsalder.
”Problemet er, at vi snakker om den gennemsnitlige dansker. Men sådan ser danskerne ikke ud, skillelinjen går ved længden af ens uddannelse. Der er stor forskel i levealder, og det betyder, at de, der får kort tid på pension, betaler for dem, der får en længere periode,” siger Dennis Kristensen.
Regningen skal betales
Økonomerne svarede igen med, at også kortuddannede lever længere. Og når danskerne lever længere og dermed skal have pension i en længere periode, skal der findes ekstra penge i samfundets budget.
”Alternativet til højere pensionsalder er højere skat,” sagde Torben Tranæs, og han blev bakket op af Sten Bocian.
”Verden falder jo ikke sammen, hvis vi ikke forhøjer pensionsalderen. Men der vil så være noget, der ikke er råd til i samfundet.”
Pisk eller gulerødder
Dennis Kristensen argumenterede for FOAs forslag om fleksibel pensionsalder, hvor pensionsalderen ikke er ens for alle.
”Det vil være meget kompliceret, for hvad skal så afgøre pensionsalderen. Antallet af arbejdsår eller arbejdstimer og skal barsel tælle med?,” spurgte Steen Bocian.
Han var til gengæld med på fagforeningernes forslag om gulerødder i stedet for pisk, men dog med et klart forbehold.
”Selvfølgelig kan man på forskellig vis lokke folk til at arbejde længere, men det er ikke nær så effektivt som en højere pensionsalder, sagde Sten Bocian.”