Fire børn hopper ivrigt rundt med turtasker på ryggen før afgang. For at skabe ro kan de mest energifyldte børn få ekstra vægt i rygsækken, så de får brændt det krudt af, som de trænger til. Det trick har Pernille Hede, naturformidler, børneergoterapeut og dagens guide tidligere brugt i Børnehuset Lille Ørholm i Kongens Lyngby.

Læs også: Børn har færre konflikter i skoven

I dag er ekstra dødvægt dog ikke nødvendig. Alle 12 børn står straks stille i en rundkreds, da Pernille Hede beder om ro, og de lytter opmærksomt, mens hun sender et håndtryk kredsen rundt, hilser på hvert enkelt barn og fortæller, at i dag skal de lære noget om koncentration.

Et øjeblik efter er vi på tur under opsyn af de to pædagogiske assistenter Majbritt Kristensen og Helle Andersen.

Helle Andersen sætter børnene til at gå elefantskridt, museskridt og lave harehop på stien mod skoven. Hun er nede i knæ og taler med lav stemme for at være det gode eksempel og hjælpe dem med at skifte fra højt legegear til stilhed og koncentration.

“Jeg synes, at vores børn er blevet rigtig gode til de skift. Vi har før leget i skoven med fokus på at lære dem opmærksomhed, og det virker. Ikke bare herude, men også når vi kommer hjem,” siger Majbritt Kristensen.

Efter ti minutters høj puls skal børnene sætte sig samlet i skovbunden og lytte til skoven med lukkede øjne. Alle sidder musestille og fortæller bagefter, at de hørte fuglesang og kunne dufte blade.

Ro, uro, ro

I næste leg skal børnene stå ved hver sit træ og gå med en klokke fra den ene til den anden. Klokken ringler for hvert skridt. Herefter bliver legen sværere. Børnene skal gå med klokken – uden lyd. De går langsomt, let foroverbøjet, med varsomme hænder om klokken. I dyb koncentration.

“I er dygtige børn,” roser Helle Andersen.

Så er det tid til fægteleg. Det trænger de til efter al den stilhed.

De voksne tager en børneflok hver og tumler rundt. Man må vælte hinanden, vende bunden i vejret og blive mast i et bjerg af børn. I så højt gear er det svært at skifte til lavt gear, når nogen siger stop. For en pige bliver det lige vildt nok, inden hun får sagt fra, og de voksne bremser legen. 

Børnene slutter af med at give hinanden massage med store pinde. De ligger på maven, mens en kammerat langsomt ruller pinden op ad ben og ryg og spørger, om det er for hårdt, for blødt eller tilpas. Helle Andersen får sin gruppe på fire børn til at slappe helt af. Efter massagen ligger de afslappede på ryggen og ser op i trætoppene, mens hun aer dem lidt på panden.

“Vi bruger små stemmer og berøring til at hjælpe børnene med at skifte gear. Et par drenge var på vej op i et træ og gad ikke massagen, men da de lå ned, var det tydeligt, at de havde brug for pausen. Det hjælper dem til at slappe af, at de kan mærke vind i ansigtet og se op i træerne.”