Annonce

En masse børn har smidt sig oven på en voksen ude i skoven

Børnehus leger vildt i skoven og øver koncentration


12 børnehavebørn tog på skovtur med både vilde og stille aktiviteter – og lærte noget om koncentration.

Annonce

Små bakker, vandløb og visne blade. Skovens variation giver mulighed med pinde for både vildskab og fordybelse. Jørgen True

Af Karen Greve
Journalist

Annonce

Fire børn hopper ivrigt rundt med turtasker på ryggen før afgang. For at skabe ro kan de mest energifyldte børn få ekstra vægt i rygsækken, så de får brændt det krudt af, som de trænger til. Det trick har Pernille Hede, naturformidler, børneergoterapeut og dagens guide tidligere brugt i Børnehuset Lille Ørholm i Kongens Lyngby.

Læs også: Børn har færre konflikter i skoven

I dag er ekstra dødvægt dog ikke nødvendig. Alle 12 børn står straks stille i en rundkreds, da Pernille Hede beder om ro, og de lytter opmærksomt, mens hun sender et håndtryk kredsen rundt, hilser på hvert enkelt barn og fortæller, at i dag skal de lære noget om koncentration.

Et øjeblik efter er vi på tur under opsyn af de to pædagogiske assistenter Majbritt Kristensen og Helle Andersen.

Helle Andersen sætter børnene til at gå elefantskridt, museskridt og lave harehop på stien mod skoven. Hun er nede i knæ og taler med lav stemme for at være det gode eksempel og hjælpe dem med at skifte fra højt legegear til stilhed og koncentration.

“Jeg synes, at vores børn er blevet rigtig gode til de skift. Vi har før leget i skoven med fokus på at lære dem opmærksomhed, og det virker. Ikke bare herude, men også når vi kommer hjem,” siger Majbritt Kristensen.

Efter ti minutters høj puls skal børnene sætte sig samlet i skovbunden og lytte til skoven med lukkede øjne. Alle sidder musestille og fortæller bagefter, at de hørte fuglesang og kunne dufte blade.

En masse børn og vokse går i en skov langt et stort træ som ligger langs jorden
I skoven er der plads til, at børnene både kan trampe med elefantskridt og gå med museskridt.  Jørgen True
En voksen er i gang med at masse et barn med en kæp, mens en dreng hjælper til. To piger sidder ved siden af og kigger på
Pædagogisk assistent Helle Andersen lærer børnene at rulle pinden roligt frem og tilbage over ryggen på deres kammerater. Ah, dejlig massage. Jørgen True

Ro, uro, ro

I næste leg skal børnene stå ved hver sit træ og gå med en klokke fra den ene til den anden. Klokken ringler for hvert skridt. Herefter bliver legen sværere. Børnene skal gå med klokken – uden lyd. De går langsomt, let foroverbøjet, med varsomme hænder om klokken. I dyb koncentration.

“I er dygtige børn,” roser Helle Andersen.

Så er det tid til fægteleg. Det trænger de til efter al den stilhed.

De voksne tager en børneflok hver og tumler rundt. Man må vælte hinanden, vende bunden i vejret og blive mast i et bjerg af børn. I så højt gear er det svært at skifte til lavt gear, når nogen siger stop. For en pige bliver det lige vildt nok, inden hun får sagt fra, og de voksne bremser legen. 

En masse børn står i en skov
“Kan I finde en pind, vi kan bruge til massage,” lyder opgaven. Jørgen True
Børnene slutter af med at give hinanden massage med store pinde. De ligger på maven, mens en kammerat langsomt ruller pinden op ad ben og ryg og spørger, om det er for hårdt, for blødt eller tilpas. Helle Andersen får sin gruppe på fire børn til at slappe helt af. Efter massagen ligger de afslappede på ryggen og ser op i trætoppene, mens hun aer dem lidt på panden.

“Vi bruger små stemmer og berøring til at hjælpe børnene med at skifte gear. Et par drenge var på vej op i et træ og gad ikke massagen, men da de lå ned, var det tydeligt, at de havde brug for pausen. Det hjælper dem til at slappe af, at de kan mærke vind i ansigtet og se op i træerne.” 

Naturmetoden

  • Naturen skærper vores sanser og er derfor velegnet som læringsrum, når I vil arbejde med børnenes opmærksomhed.
  • Nogle børn har svært ved at falde ned, mens andre sjældent er helt oppe i gear. Begge dele kan øves i naturen, fordi der både er plads til vildskab og fordybelse.
  • Som voksen oplever du i naturen meget tydeligt, hvordan børnene veksler mellem højt og lavt gear. Du lærer at spotte, hvem der har svært ved det første, og hvem der skal have hjælp til det sidste.
  • Med naturmetoden får du en række konkrete lege og redskaber, der giver både børn og voksne mulighed for at øve vildskab og fordybelse.
  • 35 institutioner har foreløbig arbejdet med naturmetodens værktøjer. 

Læs mere: Få inspiration til at skabe ro og fordybelse på pernillehede.dk

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev