Annonce

Mistede statsborgerskab på grund af fejl: Nu bliver Anita dansk igen


Anita Pedersen mistede tidligere på året sit statsborgerskab og retten til at arbejde. Efter en hastebehandling af hendes ansøgning om statsborgerskab, står hun igen til at blive dansk.

Annonce

Anita Pedersen får efter måneders kamp snart sit danske statsborgerskab igen. Hendes arbejde har banet vejen for andre, der i fremtiden står i samme situation som hende. Jørgen True

Af Kristoffer Sutton
Journalist

Annonce

Om få måneder kan Anita Pedersen igen kalde sig dansker, efter at hendes statsborgerskab tidligere på året blev taget fra hende på grund af en fejl, der blev begået for 29 år siden.
 
Anita Pedersen har igennem sit hårde arbejde banet vejen for andre, der står i lignende situationer.
 

Læs også: Sosu frataget statsborgerskab: Straffet for 29 år gammel fejl

Mandag den 5. maj bliver det lovforslag, som giver dansk statsborgerskab, behandlet i Folketinget. Der bliver kun givet statsborgerskab to gange om året, men på grund af Anita Pedersens vedholdende arbejde, er hun kommet med i puljen, som bliver behandlet i foråret.
 
"Jeg blev helt vildt glad, da indfødsretskontoret ringede og sagde, at jeg var med på i denne runde," siger Anita Pedersen.
 

Tre måneders hård kamp

Tidligere på året fik Anita Pedersen besked fra myndighederne om, at hun aldrig har været dansk. Dermed mistede hun både statsborgerskab, opholdstilladelse og retten til at arbejde.

For under en måned siden fik hun opholdstilladelse, og nu kan hun altså, på grund af sit hårde arbejde, snart få sit danske pas igen. Men de sidste par måneders kamp har sat sine spor, fortæller Anita Pedersen

"Meldingen har givet mig lidt mere ro i maven, men først nu er det også ved at gå op for mig, hvad det er, jeg er været igennem. Jeg har fået fjernet nærmest hele mit eksistensgrundlag," siger hun.
 

Baner vejen for andre

Det har krævet adskillige opkald og mails til forskellige myndigheder for Anita Pedersen at opnå de rettigheder, hun har i dag. Men hendes arbejde har gjort det lettere for andre, som står i lignende situationer.
 
Udlændinge- og Integrationsministeriet har ændret sagsgangen, for at sikre, at borgerne får hurtig hjælp. Ministeriet vil samtidig vejlede borgerne igennem processen meddeler udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i en pressemeddelelse.
 
"Det er ikke nogen hemmelighed, at det er sagen om Anita Pedersen, som har fået mig til at se nærmere på vores praksis. For det er selvfølgelig meget ubehageligt, når en borger, der hele sit liv har troet, at hun er dansk statsborger, pludselig får at vide, at det er hun faktisk ikke – på baggrund af en fejl begået af myndighederne," lyder det fra Inger Støjberg i pressemeddelelsen. 
 

Håber på nyt pas i fødselsdagsgave

Ændringen betyder, at fremtidige sager som Anita Pedersens vil blive hastebehandlet, så borgerne får hjælp hurtigt, fortæller indfødsretsordfører i Venstre Jan E. Jørgensen.
 
"Den periode, som i Anita Pedersens tilfælde har taget måneder, skal kortes helt ned til en enkelt uge. Det skal ikke være borgerne, der bøder for fejlen," siger Jan E. Jørgensen.
 
Personerne skal dog på samme måde som Anita Pedersen med på et af de to årlige lovforslag om statsborgerskab.
 
Anita Pedersen kan, hvis hun er heldig, få sit pas igen i slutningen af juni.
"Jeg fylder 30 år den 29. juni, så det vil være en perfekt fødselsdagsgave med et nyt pas," siger Anita Pedersen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev