Annonce

Ingerlise Jørgensen er dagplejer i Præstø.

Dagplejer: Udsatte børn er taberne når dagplejerne forsvinder


På bare fem år er der blevet 5.000 færre dagplejere. Uheldig udvikling, mener både dagplejer gennem mange år Ingerlise Jørgensen og FOA.

Annonce

Dagplejere kan noget særligt, når det kommer til at sikre børn trygge omgivelser, mener Ingerlise Jørgensen, som har været dagplejer i næsten 40 år.  Hanne Loop

Af Kristoffer Sutton
Journalist

Annonce

"Jeg har haft mange udsatte børn igennem i de næsten 40 år, jeg har været dagplejer. For dem er trygge, rolige omgivelser ekstra vigtige – og det er det, jeg som dagplejer kan give dem."

Sådan siger Ingerlise Jørgensen, dagplejer i Præstø i Vordingborg Kommune.

Hun kan huske, da der var 50 dagplejere i Præstø alene. Nu er der 31 i hele Vordingborg Kommune.

"Det er en uheldig udvikling. Der er mange børn, blandt andet to-sprogede børn, der har brug for den ekstra tryghed, som dagplejerne kan give," siger hun og fortsætter:

"For ikke så længe siden havde jeg et barn, hvis forældre ikke talte dansk. Her kan jeg tydeligt mærke den forskel, dagplejen gør, når børnene har én voksen, som de er trygge ved. Som 17 måneder gammel lærte barnet lynhurtigt det danske sprog og kunne sætte navn på øre, næse og mund," siger Ingerlise Jørgensen.

Hårde år for dagplejerne

I 2012 blev hvert andet barn passet i den kommunale dagpleje. I år er det kun hvert 10. barn. Det gør Vordingborg Kommune til den kommune i landet, hvor andelen af børn, som bliver passet i den kommunale dagpleje, er faldet mest. Det viser en rundspørge blandt de danske kommuner, som DR har lavet.

"Det har ikke været sjovt for dagplejerne. Det har aldrig været til at vide, hvornår den næste nedskæring ville komme. Men nu har vi fået politikernes ord for, at vi er nede i et leje, hvor der ikke skal skæres mere," siger Ingerlise Jørgensen.

5000 færre dagplejere på fem år

På bare fem år er der blevet 5.000 færre dagplejere, viser tallene fra DR.

Det skyldes dels et faldende børnetal og dels kommunernes prioritering af vuggestue frem for dagpleje. Kombinationen af de to faktorer har været katastrofal for dagplejen, mener næstformand for pædagogisk sektor i FOA Joan Lindskov.

"Det er en meget bekymrende udvikling af flere årsager. Kommunerne har satset på vuggestuerne for at give forældrene et valg mellem vuggestue og dagplejen, men fordi man har satset så meget, har forældrene i realiteten færre valgmuligheder i dag," siger hun.

Udover forældrene, så rammer de manglende dagplejere også børnene. For der er nogle klare fordele ved dagplejen, mener Joan Lindskov.

"Dagplejerne har den nære tilknytning til børnene. De kan give børnene den grundlæggende tryghed, der gør, at børnene kan udvikle sig og udforske deres nysgerrighed," siger hun.

Ligesom Ingerlise Jørgensen mener Joan Lindskov også, at det er børn i udsatte positioner, der bliver hårdest ramt, hvis ikke muligheden for at komme i dagpleje er tilstede.

"Vi har rigtig mange børn i udsatte positioner, som har brug for den tryghed og det nærvær, som dagplejerne er så gode til at give, og som er vanskeligere at få i en vuggestue med mange andre børn, der kræver opmærksomhed," siger Joan Lindskov.

Flere kommuner ansætter igen dagplejere

Ifølge sektorformanden er der dog lys forude. Udviklingen er nemlig ved at vende i nogle kommuner, som er i gang med at ansætte dagplejere igen.

"Vi er nede på et så lavt antal dagplejere mange steder, at forældrene ikke har valgmuligheden mellem den kommunale dagpleje og vuggestue, og jeg tror, at vi nu ser flere kommuner ansætte dagplejere, bunder i en efterspørgsel fra forældrene," siger Joan Lindskov.

Læs også: Kommuner ansætter igen dagplejere


Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev