For 30 millioner gratis uddannelse – værsgo'. Det er ikke for godt til at være sandt. Er du over 25 år og har arbejdet i samme kommune i mere end fem år, kan du fra 1. marts ansøge om at uddanne dig – uden at gå ned i løn eller at vinke farvel til dit gamle arbejde.
Tanken er, at for eksempel en ufaglært pædagogmedhjælper, der har arbejdet en række år i samme institution, kan uddanne sig med løn og vende tilbage til samme arbejdsplads med flere muligheder, større arbejdsglæde og i det fleste tilfælde en bedre løn.
Der er dog ingen garantier for, at ønsket om uddannelse går i opfyldelse. I første omgang skal det afklares med ens leder, om uddannelsen kan bevilges – bagefter skal man sende en ansøgning, som skal godkendes. Men det er en unik chance, der åbner sig 1. marts, siger Joan Prahl, forbundssekretær i FOA på uddannelsesområdet.
Kan stadig betale husleje
”Det, at man kan få løn undervejs, betyder, at man ikke behøver bekymre sig for at gå ned i løn. Når man har etableret sig som familie, har man jo brug for en vis økonomi for at leve,” siger hun.
Desuden giver det tryghed, at man kan få sit gamle job tilbage eller et andet job i kommunen, siger hun.
”Det er super godt, for vi er jo alle sammen bange for at miste vores arbejde. Derfor kan det være en barriere, hvis man risikerer at miste sit job under uddannelse og skal kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet.”
Spring ud i det
Carsten Ingemann Jensen skiftede som 55-årig titlen som gårdmand ud med ejendomsservicetekniker i 2014, da Kerteminde Kommune gav ham chancen for at uddanne sig.
Det har han ikke fortrudt. Udover de cirka 5.000 ekstra kroner om måneden før skat, har det givet ham tryghed i ansættelsen.
”Det er bare at springe ud i det, for der er ingen fremtid for ufaglærte. I Kerteminde Kommune er alle dem, der før var teknisk servicemedarbejdere, nu faglærte ejendomsserviceteknikere. Man er aldrig for gammel til at uddanne sig,” siger han.
Uddannelsen har givet ham en større faglig stolthed
Carsten Ingemann Jensen har i dag større viden om sit arbejde.
”For eksempel var jeg ude og syne lejligheder i dag, og det er en kæmpe fordel at kende Lejeloven. Skal jeg skrive regningen direkte til folk, eller skal jeg sende den til boligforeningen? Der er det guld værd at kende reglerne,” siger Carsten Ingemann Jensen, der bestemt regner med at blive i jobbet, til han går på pension.
Sådan søger du om uddannelse
1. Tal med din leder og din tillidsrepræsentant om dine muligheder og overvejelser om uddannelse. Få afklaret, hvornår du eventuelt kan starte på uddannelsen.
2. Når I er blevet enige, skal du have en såkaldt realkompetencevurdering, der fastsætter længden på uddannelsen – kan du få merit? Få eventuelt hjælp fra din leder eller tillidsrepræsentant.
4. Der går normalt cirka en måned, før du får svar, og der kan laves en uddannelsesaftale.
Læs mere om, hvordan du søger om uddannelse fra ufaglært til faglært på FOAs hjemmeside
40 millioner til uddannelse
Puljen på i alt 40 millioner er målrettet ufaglærte og kortuddannede medarbejdere inden for det kommunale jobområde, der er over 25 år og har 5 års anciennitet i kommunen på ansøgningstidspunktet. Der er afsat 15 millioner årligt til ansatte på FOAs område.
Pengene er aftalt ved overenskomstforhandlingerne i 2015 mellem KL og en række fagforeninger – blandt andet FOA.
Fordelingen af pengene foregår efter ’først til mølle-princippet.