Overalt i den lille plejebolig i Mørkhøj er der billeder
og figurer af små og store elefanter.
”Elefanter er stærke dyr – jeg ville gerne have lidt
af deres styrke,” siger den 67-årige beboer Mona Eriksen.
Hun blev ramt af en
dobbelt diskusprolaps i oktober sidste år og er startet forfra med at lære det,
hun kunne, før ryggen faldt sammen: Gå ture, lave mad selv og passe gymnastiktræningen i det
lokale dagcenter Gyngemosegård.
Læs også: Rehabilitering giver større arbejdsglæde
Nu skubber hun sig frem
med sin rollator og spiser morgenmaden i sengen, fordi det gør for ondt at sidde oprejst
på en stol.
”Det ser lidt sort ud, men jeg er meget glad for Marie,” siger Mona Eriksen med henvisning til social- og sundhedsassistent Marie Eldon, der besøger hende fem dage om ugen.
Frokosten har hun selv smurt, mens brødet til morgenmaden var i brødristeren. Nu ligger madpakken i køleskabet, så hun selv kan tage den, når hun bliver sulten uden at skulle vente på hjælp.
Synlige
resultater i arbejdet
Og det er præcis, hvad rehabilitering handler om,
siger Marie Eldon.
”Det er enormt givende at se, at borgeren klarer sig
selv og bliver mere uafhængige af os. Det handler om livskvalitet, for man
sygner hen, hvis man ikke deltager i sit eget liv,” siger hun.
Hun kan lide, at der er synlige resultater i hendes
arbejde og ligger dermed på linje med en ny undersøgelse fra KORA, der viser, at social-og sundhedsansatte, der dagligt arbejder med rehabilitering, har større arbejdsglæde.
”Nogle gange er det mini-resultater, og nogle dage er
det store, hvor man kommer tilbage til gruppen og siger ’yes, nu kan borgeren
selv det og det.’ ”
Hun kommer fra rehabiliteringsteamet i Gladesaxe
Kommune, der udreder borgere, der har fået bevilliget hjemmehjælp. Sammen
finder hun og borgeren ud af, hvad de skal have hjælp til – og hvad de kan
klare selv.
Mona Eriksen får hjælp til rengøring, støtte til at deltage
i tilberedning af morgenmad, frokost og aftensmad, støtte til bad, og hun får
varer udefra. Til gengæld klarer hun selv toiletbesøg og den daglige hygiejne.
Læs også: To ud af tre ældre bliver selvhjulpne
Lyt til
borgeren
Men resultaterne kommer ikke af sig selv, når man
arbejder med rehabilitering, understreger Marie Eldon. Det er altafgørende at
lytte til borgerens ønsker og bruge god tid på relationsarbejdet, når man
sætter målene op for træningen. Er motivationen der ikke fra borgerens side,
kommer man ingen vegne.
”For de fleste er det vigtigt kunne gå på toilettet
selv. For andre er det at gå til banko eller at købe ind. Nogle er helt
ligeglade med, om de kommer ud på gaden igen, og har måske ikke været på gaden
i tre år – så sætter vi det ikke som et mål, selv om det ville være sundt,”
siger hun.
Selv umiddelbart små mål kræver hårdt arbejde. De
færreste tænker på, hvor meget træning, det kræver for eksempel at købe ind i
Netto selv.
”Man skal måske gå ned af en trappe og måske åbne og
lukke en tung hoveddør. Til en start skal man kunne gå til Netto og tilbage
igen uden at købe noget. Det næste er at kunne nå varene selv på hylderne og
ikke købe for meget, så man selv kan få dem op på båndet og ned i tasken. Man
skal også kunne dem pakke dem ud derhjemme. Så det kan være et dagsprojekt,”
siger Marie Eldon.
Kan spare tid
Om cirka 14 dage overgiver hun Mona Eriksen til
hjemmeplejen, der fortsætter med hverdagsrehabilitering og de mål, der er sat.
Hun har oplevet at støde på skepsis fra borgerne selv, de
pårørende og de ansatte.
”Der er nogle pårørende, der for eksempel siger: ’Kan
det virkelig passe, at mor skal gøre det her selv?’ Og ja – det kan det, for
det er en del af træningen.”
For de ansatte i hjemmeplejen handler det typisk om
mangel på tid.
”De er meget pressede på tid, og så kan det føles
hurtigere at gøre tingene selv. Men så siger jeg til dem, at i stedet for at
smøre morgenmaden, kan beboeren jo gå med ud i køkkenet. Mens borgeren smører
sin egen mad, kan hun smide affald ud. Så har man ikke brugt længere tid samlet
set.”