Annonce

Billede af plejehjem set udefra

Plejecenter får påbud efter stress-sygemeldinger


Manglende ledelse og flere langtidssygemeldinger har været med til at udløse et påbud fra Arbejdstilsynet til det alternative plejehjem Søgården.

Annonce

Flere medarbejdere på Plejecentret Søgården i Varde er gået psykisk ned på grund af dårligt arbejdsmiljø. Nu har arbejdspladsen fået et påbud om at rette op. Morten Nielsen

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Tre ud af ti ansatte er gået ned med langtidssygemeldinger på Plejecentret Søgården i Varde. To på grund af stress, mens den tredje er sygemeldt på grund af trusler om vold fra beboere.

Gennem længere tid har det psykiske arbejdsmiljø på stedet haltet så gevaldigt, at Arbejdstilsynet påbyder arbejdspladsen at rette op.

I begrundelsen skriver Arbejdstilsynet, at arbejdet med beboerne på Plejecentret Søgården ikke er planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Der er ’risiko for, at de høje følelsesmæssige krav i arbejdet kan have indvirkning på de ansattes fysiske og psykiske sundhed på kort og lang sigt.’

Manglende ledelse

Ifølge tillidsrepræsentant Søs Pedersen er det især manglende ledelse, der har givet problemer for arbejdsmiljøet.

“Vi har manglet en fast, synlig ledelse, og det har betydet, at samarbejdet og de ens retningslinjer medarbejderne imellem har haltet. Det har ført til konflikter,” fortæller Søs Pedersen.

Hun er social- og sundhedsassistent på plejecentret, som huser beboere, som både kan være aktive misbrugere, men også eksempelvis tørlagt alkoholikere. Der er ti faste pladser og fire aflastningspladser samt ti ansatte. Men stedet har kørt med flere vikarer på grund af sygemeldingerne.

Håbefulde medarbejdere

Det var FOA Varde, der anmeldte stedet til Arbejdstilsynet, og næstformand Ida Sørensen glæder sig nu over, at der bliver sat ind med en handlingsplan.

“Stedet har netop ansat en ny, fast ledelse, og der bliver indhentet en ekstern konfliktmægler. Derudover er der planer om en ekstern supervisor, der skal være med til at styrke samarbejdet, så vi og medarbejderne er håbefulde” siger Ida Sørensen.

I kommunen erkender ældrechef Thorkild Sloth Pedersen de store arbejdsmiljømæssige problemer på Søgården.

“Det er klart, at de problemer skal vi have gjort noget ved. Blandt andet har vi ansat en teamleder, som skal være fast tilknyttet Søgården. En afklaring af ledelsesforholdene vil gøre en forskel,” mener Thorkild Sloth Pedersen.

Søgården har indtil den 1. juli 2017 til at efterkomme påbuddet, der blandt andet pålægger arbejdspladsen at indføre bedre instruktion af vikarer samt at udvikle en fælles metode og et værdigrundlag.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev