Annonce

Kvinde står midt i en skov med stille smil på læben

Glidetur i tis misforstået som skiulykke


En social- og sundhedsassistent gled i tis på et glat gulv hos en borger. Lægen misforstod og troede, at der var tale om en skitur. Derfor blev ulykken afvist som arbejdsskade.  

Annonce

Social- og sundhedsassistent Dorte Fogt Pedersen fik afvist sin anmeldelse af en arbejdsskade, fordi en speciallæge skrev forkert årsag i journalen. Selv om fejlen er rettet, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke anerkende arbejdsskaden. Palle Peter Skov

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Social- og sundhedsassistent Dorte Fogt Pedersen kom i januar måned til skade, da hun gled på et glat gulv i det demenscenter, hvor hun arbejder.

Kateteret ved en beboers seng var ikke lukket rigtigt, og det brune korkgulv var derfor dækket med urin.

“Jeg glider i tisset, da jeg går rundt om sengen, og jeg vælter og slår min skulder og hofte,” fortæller Dorte Fogt Pedersen til Fagbladet FOA.

Misforståelse hos lægen

Dagen efter ulykken får hun smertestillende medicin hos sin egen læge, men det hjælper kun i begrænset omfang på den skadede skulder.

Hun henvises derfor videre til speciallæge, hvor hun blandt andet får lagt en blokade.

Lægen, som har udenlandske rødder, misforstår imidlertid årsagen til Dorte Fogt Pedersens fald, og skriver i sin journal, at ulykken er sket, mens hun stod på ski.

Ulykken afvises som arbejdsskade

Det hæfter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen) sig selvfølgelig ved, da anmeldelsen af ulykken skal behandles her.

Den bliver afvist med henvisning til, at Dorte Fogt Pedersen har været på skiferie, da ulykken skete, og altså ikke på arbejde. Der kan derfor ikke være tale om en arbejdsskade.

”Men det var jo bare en dum lægefejl, jeg har ikke været på skiferie, og jeg har faktisk aldrig i mit voksenliv stået på ski,” siger Dorte Fogt Pedersen, som efter en ny snak med lægen får fejlen rettet.

Myndighed fastholder opdigtet skiferie

Så skulle det være på plads, men sådan så de ikke på sagen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Tværtimod mente de, at lægens misforståelse var sandheden i sagen, og at ulykken var sket, da Dorte Fogt Pedersen havde nogle feriedage før besøget hos speciallægen.

”Vi finder det overvejende sandsynligt, at lægen ikke har skrevet forkert,” skriver AES i sin afgørelse og fastholder afvisningen af anmeldelsen med henvisning til den skiferie, som Dorte Fogt Pedersen aldrig har været på.

Jeg er rystet og vred, for sagen er blevet helt grotesk.

Social- og sundhedsassistent Dorte Fogt Pedersen

Skiferie kan modbevises

For klart at dokumentere, at hun har opholdt sig i Danmark i sin ferie og altså ikke stået på ski i udlandet, har hun tilsendt AES kvitteringer og kontoudtog for indkøb i sin ferie.

Men det gør ikke indtryk på AES.

”Jeg er rystet og vred, for nu er sagen jo blevet helt grotesk. En kollega har set mig falde, og min leder har anmeldt det som arbejdsskade, og alligevel fastholder AES, at jeg har været på skiferie,” siger Dorte Fogt Pedersen, der stadig må tage smertestillende piller for at klare sit arbejde.

Ingen kommentarer fra AES

Hun oplever god forståelse på arbejdspladsen, hvor lederen har givet hende skåneopgaver, og hun kan afspadsere, når hun har brug for det.

”Jeg har også fået rigtig god støtte fra FOA Varde i sagen, og den er nu sendt videre til Ankestyrelsen. Så må vi se, om de ser anderledes på tingene,” siger Dorte Fogt Pedersen.

Fagbladet FOA har bedt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en kommentar til sagen. Presseafdelingen i AES oplyser, at de ikke vil udtale sig om konkrete sager. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev