Annonce

Ung kvinde underviser tre børn på en madskole

Succesfuldt samarbejde mellem PAU og Madskolerne


Sommeren over har omkring 230 elever fra den Pædagogiske Assistentuddannelse (PAU) været instruktører landet over på Madskolerne, og samarbejdet har været særdeles vellykket.

Annonce

Elever fra den Pædagogiske Assistentuddannelse har sommeren over været instruktører på Madskoler landet over.  Carsten Andersen

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

Henover sommeren har omkring 230 elever fra den Pædagogiske AssistentUddannelse (PAU) været instruktører på Madskoler landet over. Madskolerne arbejder for, at børn og unge får viden om sund kost og motion, og arrangeres af Landbrug og Fødevarer, 4H og REMA 1000. 
 
En evaluering blandt PAU-eleverne viser, at samarbejdet mellem PAU-uddannelsen og Madskolerne har været vellykket. Hele 88 procent af eleverne har svaret, at det har været en god oplevelse, og 75 procent mener, at de har fået noget fagligt med i bagagen af at være instruktør.
 
”Vi får at vide i evalueringerne, at eleverne synes, at det er rigtigt spændende at være med. Vi får samtidig også at vide, at mange synes, at det er virkeligt hårdt. Fordi de jo står 100 procent med ansvaret for en gruppe børn i et køkken, og det er da noget, der udfordrer mange af dem fagligt,” siger Line Damsgaard, der er leder af projektet. 
 

Tilfredshed over hele linjen

Forældre, der har haft børn afsted på Madskolerne, er også utroligt tilfredse med PAU-eleverne som instruktører. 97 procent af de forældre, der har haft børn afsted på en madskole med PAU-elever, har svaret, at deres erfaring med Madskolen har været ’Rigtig god’ eller ’God’. 
 
Ved professionshøjskolen UCC på Bornholm, der har haft to klasser af PAU-studerende afsted på madskolerne, er man også tilfreds med samarbejdet med Madskolen:
 
”Vores elever lærer rigtig meget af at være med. Vi bruger meget tid på forberedelse, og det er alle fagene, der kommer i spil: sundhedsfag, idræt og bevægelse, psykologi om børns udvikling, pædagogik. Det er hele paletten, der kommer i brug,” siger Jette Aagerup, underviser og praktikkoordinator på UCC Bornholm. 
 

Samarbejdet fortsætter

Også mødet med virkeligheden, når PAU-eleverne er på Madskolen som instruktører, giver dem en forståelse for den teori, de beskæftiger sig med på skolen. 
 
"Eleverne får også en masse praktisk erfaring med kommunikation og logistik. De får erfaring med at konflikthåndtere, og de lærer rigtig meget om samarbejde. Så det giver dem virkelig meget at være med,” siger Jette Aagerup
 
Adspurgt om samarbejdet kommer til at fortsætte fremover, er Jette Aagerup ikke i tvivl:
 
"Ja, det gør det! Det giver eleverne en masse kompetencer, så det vil vi blive ved med at lægge noget energi i."
 
Projektleder Line Damsgaard udtrykker også sin begejstring for samarbejdet med PAU:
 
"Det er et projekt vi er stolte af, og vi er stolte af, at uddannelserne vil samarbejde med os. Så vi synes at samarbejdet er ren win-win!" 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev