Annonce

En mand og en kvinde i hvide kitler står ved en sygeseng og kigger op mod hovedgærdet.

Sådan genvandt sosu'er den faglige stolthed


På Herlev Hospitals neurologiske afdeling har social- og sundhedsassistenterne genvundet både arbejdsopgaver og faglig stolthed.

Annonce

Sosu-assistent Karina Weimann Jørgensen går nu igen stuegang på Herlev Hospitals neurologiske afdeling. Her ses hun sammen med afdelingslæge Jalal Alimoradi. Jørgen True

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Trods travlhed er der god stemning på neurologisk afdeling på Herlev Hospital. Her går afdelingslæge Jalal Alimoradi og social- og sundhedsassistent Karina Weiman Jørgensen stuegang, og der er overskud til et lille grin og en sludder.

Sådan har det ikke altid været. I 2011 besluttede ledelsen, at social- og sundhedsassistenterne ikke længere skulle gå stuegang og håndtere medicin. Først i 2014 fik de mest erfarne medarbejdere opgaverne retur.

Det skete, fordi Karina Weiman Jørgensens tillidsrepræsentant tog aktion og forhandlede opgaverne tilbage.

Tættest på patienterne

“Selvfølgelig skal vi, der er tættest på patienterne, være med i dialogen om, hvad der er bedst for dem. Ellers ville det være spild af kompetencer,” siger Karina Weiman Jørgensen, som har været på samme arbejdsplads i 13 år og sætter stor pris på tillidsrepræsentantens initiativ.

Hun er én af de i alt syv social- og sundhedsassistenter, der er på det højeste kompetenceniveau. Det betyder, at hun er udtaget til at gå stuegang og uddele medicin.

I alt er der 12 social- og sundhedsassistenter på afdelingen, og planen er, at flere skal have mulighed for at komme op det udvidede kompetenceniveau.

Spark døren ind

Initiativet på Herlev Hospital bør være en inspirationskilde for andre social- og sundhedsassistenter på landets sygehuse. Det mener formanden for Social- og Sundhedssektoren i FOA Karen Stæhr oven på en ny undersøgelse, der viser, at den faglige stolthed har trange kår.

Undersøgelsen, som FOA står bag, er foretaget på de neurologiske afdelinger i Region Hovedstaden. Den kortlægger, hvad social- og sundhedsassistenternes spidskompetencer er, og hvad de kan blive bedre til.

“Social- og sundhedsassistenterne ved utroligt meget om patienterne og er dygtige til den patientnære pleje. De skal blive bedre til at sparke døren ind og gøre ledelsen opmærksom på, hvad de kan,” siger formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Karen Stæhr.

FOAs undersøgelse peger også på, at medarbejderne ønsker kompetenceudvikling. En arbejdsgruppe i FOA er derfor i dialog med en række oversygeplejersker om mulighederne på sygehusene i Region Hovedstaden.

Fire forslag til udvikling

FOAs undersøgelse peger på fire forslag til udvikling og styrkelse af faglighed:

  1. Kompetenceprofiler og kompetenceprogrammer

  2. Neurologisk basisuddannelse for (ny)ansatte social- og sundhedsassistenter

  3. Efteruddannelse i forhold til den akutte og kritisk syge patient

  4. Udvikling af fagidentitet og tværfaglighed

Kilde: Undersøgelsen ‘Faglige kompetencer og visioner for social- og sundhedsassistenter’, november 2015.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev