Annonce

Vinduer i bygning

Tema: Konflikt mod DK-Pleje

Medarbejder i DK-Pleje fik ikke officiel løn

Ifølge kørelisterne for det private plejefirma DK-Pleje har en medarbejder i maj måned gjort rent for borgerne i Gladsaxe, Lyngby og Herlev uden at få officiel løn.

Annonce

Tidligere gruppeledere i DK-Pleje fortæller samstemmende, at de fik at vide, at en medarbejder skulle køres uden om lønsystemet. Jørgen True

Af Lars Borking
Journalist

Annonce

En medarbejder har gennem DK-Pleje udført rengøring for 108 timer i maj måned uden at optræde på lønningslisten. Arbejdet er primært udført for borgere i Gladsaxe Kommune, men også borgere i Herlev og Lyngby har ifølge DK-Plejes interne papirer fået hjælp af pågældende medarbejder. Det viser en gennemgang af DK-Plejes kørelister, som Fagbladet FOA har fået adgang til.

Direktør i DK-Pleje siger til Fagbladet FOA, at der må være tale om en fejl.

"Medarbejderen har måske været chauffør for pigerne, men han har ikke fået løn," siger Benjamin Ait Ahmed og tilføjer: 

“Der er aldrig nogen, som har fået sorte penge i DK-Pleje."

Den pågældende medarbejder er opført med 87 timers rengøring for borgere i Gladsaxe, men i Gladsaxe Kommune har de ikke hørt om ham. Han er ikke registreret i det materiale, som Gladsaxe Kommune har modtaget fra DK-Pleje. Det oplyser Herle Klifoth, chef for træning og pleje i Gladsaxe Kommune. 

Over for kommunen har DK-Pleje oplyst, at rengøringen er blevet udført af nogle helt andre. Flere tidligere gruppeledere fra DK-Pleje har i Fagbladet FOA stået frem og kritiseret firmaet for at snyde både borgere og kommuner, og gruppelederne bekræfter, at pågældende medarbejder igennem længere tid kom på kontoret og fik rengøringsopgaver.

Læs også: Plejefirma snyder systematisk borgerne

Tidligere gruppeledere Ina Thornbæk, Betina Brøgger og Charlotte Groth vidste alle, at denne medarbejder ikke fik udbetalt løn på almindelig vis.

"Vi fik at vide, at han skulle køres uden om lønsystemet," fortæller tidligere gruppeleder Charlotte Groth. 

Hun bakkes op sin tidligere kollega.

"Det vidste alle på kontoret," siger Betina Brøgger.

Direktør i DK-Pleje Benjamin Ait Ahmed afviser den forklaring fra de tidligere gruppeledere. Han forklarer, at den pågældende medarbejder er en gammel ven.

“Når han står på en rute, må det være endnu en fejl fra de tidligere gruppeledere, der sad og havde ansvaret,” siger Benjamin Ait Ahmed.

Eget firma?

De tidligere gruppeledere fortæller omvendt, at medarbejderen har udført opgaver for DK-Pleje gennem længere tid, men at de ikke var sikre på, hvorvidt der var tale om sort arbejde. For eksempel kunne medarbejderen have haft sit eget firma, og han kunne i princippet have sendt en regning til DK-Pleje. 

Men den forklaring afviser Gladsaxe Kommune, fordi DK-Pleje ikke har orienteret kommunen om brug af underleverandør og er dermed ikke er godkendt til dette.

Fagbladet FOA har været i kontakt med den pågældende medarbejder, som siger, at han ikke forstår, hvorfor han optræder på kørelisterne og forklarer, at han aldrig har haft noget med rengøringen at gøre. Han ønsker ikke sit navn i artiklen, hvilket Fagbladet FOA har valgt at respektere.

Gladsaxe Kkommune er igang med at undersøge sagen, og har bedt DK-Pleje om yderligere dokumentation for det udførte arbejde.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev