Annonce

Tre gule ambulancer fra Bios.

FOA og Region Syddanmark indgår overgangsaftale


Ambulanceuddannet personale, der bliver ansat, efter at Region Syddanmark overtager ambulancedriften, vil blive ansat på vilkår gældende i den netop indgåede overgangsaftale med FOA.

Annonce

Region Syddanmark overtager ambulancedriften i regionen torsdag d. 18 august, efter at BIOS tidligere på året blev erklæret konkurs. Scanpix/Claus Fisker

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

Region Syddanmark og FOA har indgået en midlertidig overgangsaftale. Når regionen torsdag den 18. august officielt overtager ambulancedriften efter det konkursramte BIOS, vil nyt ambulanceuddannet personale blive ansat på den gældende regionale overenskomst indgået med FOA.

Bestemmelserne om arbejdstid og arbejdstidsbestemt honorering fra 3F's overenskomst med BIOS gælder dog også for de nyansatte, for at regionen ikke skal bruge ressourcer på at administrere to forskellige arbejdstidsregelsæt og lønsystemer.

”Vi har en interesse i at skabe en mere stabil arbejdsplads og få tingene til at fungere. Så vi ville ikke lade regionen administrere to forskellige systemer, da det ville ende i det rene kaos,” fortæller Reiner Burgwald, sektorformand for teknik- og servicesektoren i FOA.

Fra regionens side er man tilfreds med det hidtidige forløb med FOA om at få overgangsaftalen på plads:

”Jeg er glad for, at vi så relativt hurtigt er nået til enighed om en overgangsaftale. Specielt set i lyset af den situation vi står i. Aftalen skaber grobund for, at vi kan få sikret ro og stabilitet i regionens ambulancedrift,” siger Mads Haugaard, konstitueret direktør for den regionale ambulancetjeneste.

Flere forhandlinger venter

Ambulanceuddannet personale, der har været ansat, inden regionen overtager ambulancedriften, er fortsat omfattet af 3F overenskomsten, senest indtil den udløber den 1. marts 2017, hvor de skal overgå til en FOA overenskomst.

”Det er jo en overgangsaftale, så den gælder, indtil vi aftaler noget nyt. Som planen er nu, håber vi at have vilkårene for den endelige overenskomst klar til uge 41,” siger Reiner Burgwald.

For de nyansatte på FOA overenskomst, og de allerede ansatte, der fortsætter på 3F overenskomsten, er der forskelle på blandt andet løn og pension.

”Det er to forskellige lønsystemer, så det er svært at sammenligne. Men grundlønnen på 3F overenskomsten er højere, hvor der så er højere pension på FOAs overenskomst. Men det er et punkt, hvor der er behov for tilpasningsaftaler, så vi kan sikre, at alle som minimum beholder den løn, de har i dag,” fortæller Reiner Burgwald.

Stadig mangel på reddere

Af aftalen fremgår det, at der skal sættes tiltag i gang for at ansætte mere personale, da der stadig er mangel på reddere i regionen.

”At der kommer gang i nogle rekrutteringstiltag, er helt afgørende. Vi håber, at overgangsaftalen kan være med til at sikre en vis ro, så ledelsen kan koncentrere sig om at skaffe den nødvendige arbejdskraft,” siger Reiner Burgwald.

Fra regionens side håber man, at der med overgangsaftalen bliver sendt et signal om, at det nu er en arbejdsplads, hvor der kommer styr på tingene, og at det vil sikre det personale, der skal til.

”Jeg er af erfaring forsigtig med at udtrykke mine forventninger til den fremtidige rekrutteringssituation. Men jeg håber, at vi i samarbejde med FOA kan sikre gode arbejdsvilkår, så regionen kan stille med de beredskaber, der bliver forventet af os,” fortæller Mads Haugaard.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev