Annonce

Siddende midaldrende kvinde i grønne omgivelser

Sosu-hjælper fik tilbudt madpakke i stedet for penge fra kommunen


Langeland Kommune tilbyder madpakker til borgerne, hvis det smutter med den ydelse, de ellers var berettigede til.

Annonce

Social- og sundhedshjælper Susanne Uhrskov stod uden penge til de faste udgifter på grund af en fejl i kommunen. Kommunen tilbød en madpakke som plaster på såret.  Birger Vogelius

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Nul kroner på kontoen, når regningerne skal betales: Så er man på den.

Det var social- og sundhedshjælper Susanne Uhrskov også, da hendes månedlige ydelse fra Langeland Kommune udeblev, skriver ugeavisen Øboen.

For kommunens eneste tilbud om hjælp var – en madpakke.

Syg af diskusprolapser

Susanne Uhrskov, 48 år og enlig mor til to børn på 13 og 16 år, er i et ressourceforløb, der skal afklare hendes arbejdsevne.

Hun er blevet opereret for en meget stor diskusprolaps og flere er på vej. Hun har også fået en betændelsestilstand i rygsøjlen og skal leve med kroniske smerter resten af sit liv.

”Jeg er helt slidt ned. Alligevel trækker min sag i langdrag, der sker ikke noget, jeg skal bare svare på de samme spørgsmål igen og igen,” siger Susanne Uhrskov til Fagbladet FOA.

Glemsom kommune

Ressourceforløbet skal fornys årligt, men det har Langeland Kommune tidligere glemt, så Susanne gjorde denne gang udtrykkeligt det kommunale jobcenter opmærksom på sagen.

Men trods klare løfter fra kommunen blev hun igen glemt, og derfor var der ikke sat penge ind på hendes konto den sidste dag i juni, som var en torsdag.

”Jeg blev så gal, for når jeg laver en fejl, bliver jeg truet med alt muligt, mens der ikke sker noget, når kommunen laver fejlene. Og nu stod der altså ingen penge på min konto, som betalingsservice kunne trække.”

Opringning til borgmesteren

Susanne Uhrskov ringede desperat rundt for at få løst problemet.

Sågar kommunens borgmester fik et ring, og han henviste til borgerchefen, som af tekniske grunde ikke kunne love penge før efter weekenden.

Hun kunne til gengæld tilbyde Susanne og hendes familie madpakker, til en pris af 60 kroner per styk, som ville blive trukket fra den forsinkede ydelse inden udbetaling.

”Hvis der er borgere, der er kommet i knibe i forhold til udbetalinger, har vi mulighed for at tilbyde dem, mod tilbagebetaling, at få madpakker. Og det er ikke madpakker, der er smurte, men fødevarer, man selv kan tilberede,” forklarer borgerchef Bente Lykke til ugeavisen Øboen.

Banken hjalp

Susanne Uhrskov måtte derfor løse sit problem uden kommunens hjælp.

”Det er mig, det går ud over, selv om det er kommunen, der har lavet en brøler. Men heldigvis ville min bank gerne hjælpe mig.”

Når jeg laver fejl, bliver jeg truet med alt muligt, mens der ikke sker noget, når kommunen laver fejlene.

Susanne Uhrskov, social- og sundhedshjælper i ressourceforløb

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev