Sara fodrer heste med græs.

Tema: Vold i psykiatrien

Psykisk syg: Måden, I taler om mig på, gør mig mere syg

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Problemerne i psykiatrien handler ikke kun om et forfejlet behandlingssystem og mangel på hænder. Måden, som fagpersoner, medier og politikere taler om de psykisk syge, kan være med til at eskalere vold, fortæller psykiatribruger.

Sara (tv) er psykisk syg og har fået diagnosen skizofren. Sådan beskriver lægerne hende ihvertfald. Selv opfatter hun sig bare som værende 'et mere følsomt menneske'. Både Sara og hendes mor Susanne Lautrop (th) mener, at netop måden, man taler om mennesker med psykisk sygdom på, har en afgørende betydning for den konfliktoptrapning, som man ser på bosteder landet over. Mikkel Østergaard

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Den lille hest står dovent og gumler på en håndfuld græs, mens Sara strigler den. Det er egentligt hendes opgave at hjælpe med til at tage sig af de større islandske heste på bostedet, men de små miniatureheste har også brug for pleje.

Som hun står med hesten ser Sara normal ud. Sara opfatter sig også som normal.

"Jeg er bare et mere følsomt menneske end andre," fortæller hun. 

Problemet er bare, at følelserne nogle gange bliver så stærke, at Sara ser og hører ting, som andre ikke gør. 
 
Det Sara oplever, kalder lægerne for skizofreni.
  

Blev pludselig ‘syg’ som 17-årig

Sara er ikke født ‘følsom’. Faktisk var hun frem til midt i teenageårene en rask, glad pige med masser af veninder. Men da hun som 17-årige drog til New Zealand som udvekslingsstudent og havnede hos en meget kristen familie langt væk fra sin mor og far, skete der noget.
 
"Jeg blev ramt af en følelse af skyld og skam i mit liv. Jeg følte, at jeg blev vurderet og bedømt af Gud hele tiden og tænkte ‘hvad ville Gud mon sige til dit og dat’. Jeg havde også svært ved at finde kammerater i skolen, og det gjorde mig meget ked af det," siger Sara. 
 
Langsomt sank hun ind i en depression, som hun fik noget antidepressiv medicin for. Efter fem måneder valgte hun i november 2001 at afbryde opholdet, men den ulykkelige tilstand rejste med hende hjem, hvor hun trak sig gradvist mere ind i sig selv. 
 
Hun begyndte at blive aggressiv og sur på en måde, som hendes mor Susanne aldrig havde oplevet. Derfor kontaktede moren de sociale myndigheder for at få hjælp. Men de kunne ikke hjælpe, for Sara var jo på papiret bare en humørsyg teenager og var ikke syg. 
 
Læge: Du bliver aldrig rask
Sara fik det dårligere, og skænderierne voksede i styrke, husker både mor og datter. En dag blev det for voldsomt. 

"Der henvendte min mor og jeg os til den psykiatriske skadestue. Jeg blev indlagt til observation. En måned efter fik jeg diagnosen skizofreni," siger Sara og fortsætter:
 
"Da jeg blev udskrevet, tænkte jeg, ‘jeg er psykisk syg. Nu er mit liv slut. Nu bliver jeg ikke en del af samfundet længere. Det gjorde jeg, fordi lægerne sagde, det var en kronisk sygdom, og jeg skulle have medicin i mange år. Jeg spurgte lægerne, hvordan jeg kom af med den diagnose, men de fortalte, at det kunne jeg ikke. Der var jeg 17-år. Den besked var lidt en ‘goodbye-dreams’."
  

Diagnosen forværrede sygdommen

For de fleste syge mennesker er diagnosen et vigtigt redskab til at få den rigtige behandling og blive rask. Men da 17-årige Sara blev diagnosticeret med skizofreni, havde diagnosen den modsatte effekt.
 
"Når først diagnosen er der, så er der en hel masse ting i systemet, som automatisk går i gang. Da hun fyldte 18 år, sagde en læge ‘nu har Sara fået den her alvorlige diagnose, så det vil være svært for hende at tjene penge. Nu må hun hellere få en førtidspension’," siger Susanne Lautrop, Saras mor, og fortsætter:
 
"Han mente det af det bedste hjerte, og for Saras skyld var det heldigt, at der var en form for økonomi med de indlæggelser, der kom efterfølgende. Men det første Sara sagde efter mødet med lægen var, ‘mor, jeg er jo ikke gammel. Hvorfor skal jeg have pension’. Alle de ting, systemet gør, er med til, at man bliver påført en identitet udefra, som ikke passer til den identitet, som man oplever indefra. Og den påførte identitet bliver en selvopfyldende profeti."
  

Dømt til behandling

Herefter startede et langt forløb, hvor Sara røg ind og ud af psykiatrien og kom forbi flere forskellige bosteder. Og mens hun blev sendt fra Esbjerg til Silkeborg til Århus og Randers, blev stemmerne i Saras hoved værre. 
  
En dag i 2007 kom Sara op at skændes med personalet på et bosted, ifølge hende selv fordi de krævede, at hun skulle tage noget medicin. I afmagt slog hun ud efter personalet. 

Lederen på bostedet opfordrede herefter personalet til at anmelde hændelsen til politiet. For hvis Sara fik en behandlingsdom, kunne personalet fremover kræve, at hun tog den ordinerede medicin.
 
Handlingen forvandlede på ét sekund Sara fra en psykiatrisk til en retspsykiatrisk patient. En patientgruppe, der ifølge en rapport fra Sundheds- og Ældreministeriet er vokset fra 1.445 i 2001 til 4.393 i 2014.  Stemplet ‘retspsykiatrisk patient’ betød, at Sara efter et længere ophold i psykiatrien i 2010 kom til et nyt bosted: 
 
Sagsbehandleren i kommunen vurderede, at et almindeligt bosted ikke kunne rumme Sara, og det nye sted skulle kunne have folk med behandlingsdomme. Derfor kom hun på Blåkærgård i Viborg. 

Hidtil havde Sara kun mødt folk på sin egen alder, som ikke tog stoffer eller drak. Men på Blåkærgård mødte hun nogle ældre, kriminelle misbrugere, der tog hårde stoffer. Sara blev en del af et miljø, hvor det social kodeks var, at man røg hash og tog hårdere stoffer. Hun prøvede begge dele men kunne ikke lide det og blev derfor aldrig afhængig.
 
Opholdet på Blåkærgård endte med, at Sara kom op og slås med personalet, som hun truede med en kniv. Hun fik en ny behandlingsdom og blev indlagt. Mens Sara var indlagt, dolkede en beboer på Blåkærgård en ansat ihjel.
 
Måden, I taler på, er problemet
Der kan være mange forklaringer på, at Sara gik fra at være en glad 17-årige pige med masser af veninder til ni år senere af systemet at blive betragtet som en voldelig, retspsykiatrisk patient. Psykiatrien mener, at det er biologien i hendes krop. 

Samfundkritikere opfatter det som et forfejlet behandlingssystem. Men en tredje forklaring er, ifølge Sara selv, måden som samfundet opfatter mennesker med psykisk sygdom.
 
"Fordi folk ser mig som psykisk syg, så forventer nogen, at jeg er farlig. Det kan godt gøre mig vred at blive mødt som skizofren og ikke som Sara. For jeg er jo Sara. Det giver mig en følelse af at være mindre værd, og når man bliver set ned på, så kommer der nogle negative følelser," siger Sara og fortsætter:
 
"Det er ikke rart at blive set på som et andenrangs menneske, der ikke kan forandre sig selv. Måden, som folk taler om mig på, har på den måde været med til at fremprovokere nogle situationer."
 
Hendes mor uddyber:
 
"Sara er Sara. Hun udvikler sig og bliver ældre og voksen, så hun kan ikke blive den Sara, hun var inden hun fik diagnosen. Men hun kan blive sig selv igen, efter hun har fået diagnosen og vende tilbage til et almindeligt og normalt liv." 
 
"Jeg håber, at befolkningen vil være mere bevidste om måden, man opfatter psykisk syge på. Her har personalet på bostederne, psykiatrien og politikerne et stort ansvar. I den forbindelse er medierne også i høj grad et problem, for de pisker jo de her situationer op," siger Susanne Lautrop.
  

Drømmer om et job

I dag har Susanne Lautrop sørget for, at hendes datter er kommet til et nyt bosted lidt uden for Roskilde, hvor der ikke er misbrugsproblemer og kriminalitet. Sara fortæller, at hun, siden hun forlod Blåkærgård, ikke har røget hash eller taget hårde stoffer. I stedet er hun begyndt at gå i skole:
 
"Jeg er begyndt at tage 10. klasse. Jeg skal snart til eksamen i samfundsfag, og det glæder jeg mig til. Det lyder underligt at glæde sig til en eksamen, men jeg har ventet længe på at få den her 10. klasse. Jeg gør det, fordi jeg ønsker for mig selv, at jeg på et eller andet tidspunkt kan tjene mine egne penge," siger Sara og fortsætter:
 
"Jeg synes, at det er vigtigt at få en uddannelse. Det giver noget selvtillid og et håb om, at man kan blive opfattet som andet end en psykisk syg, som alle ser ned på," siger hun.
 
Fagbladet FOA talte med Sara efter sin eksamen i Samfundsfag. Hun fik karakteren 10. Ved siden af studierne er Sara ambassadør for interesseorganisationen 'En af os', som sætter fokus på at bryde tavshed og tabu om psykisk sygdom.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies