Annonce

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann besøgte mandag den 23. maj Lindegården sammen med socialborgmester Jesper Christensen (S) fra Københavns Kommune.

Tema: Vold i psykiatrien

Minister varsler plan for bosteder efter besøg på Lindegården

De ansatte er glade for social- og indenrigsminster Karen Ellemanns (V) besøg på Lindegården. Borgmester i København mangler dog konkrete løfter fra ministeren, før han tror på en løsning.

Annonce

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann besøgte mandag den 23. maj Lindegården sammen med bl.a. socialborgmester Jesper Christensen (S)  fra Københavns Kommune, der ses lige til venstre for ministeren. Foto: Mikkel Østergaard

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Efter  57-årige Vivi Nielsen blev stukket ihjel af en beboer på Lindegården, sendte hendes efterladte kollegaer en invitation til social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V). I dag, mandag, besøgte ministeren så bostedet for at høre, hvad de ansatte mener, der skal til, for at løse problemerne i den pressede socialpsykiatri.

”Det er ret tydeligt for mig, at der skal gøres noget. Nu har jeg haft mulighed for at tale med medarbejdere, ledelse og Københavns Kommune for at høre, hvor deres forslag går i retning af,” siger Karen Ellemann til Fagbladet FOA og fortsætter:

”Jeg har en ambition om, at vi fra regeringens side har nogle forslag, inden vi går på sommerferie. Der vil så efterfølgende foregå en politisk forhandling med parterne, eftersom vi er en mindretalsregering."

Karen Ellemann fortæller, at hun særligt arbejder på, hvad man skal gøre ved den lille gruppe af meget voldelige beboere, som gør livet utrygt for personalet og de mere svage beboere. Hun vil dog ikke sige noget om, hvilke konkrete forslag hun ser, og hvornår de kan være omsat til handling.

Borgmester: Jeg mangler handling

Sammen med ministeren besøgte socialborgmester Jesper Christensen fra Københavns Kommune også Lindegården. Han har netop afsat 12,6 millioner kroner i år og 20,7 millioner kroner fra 2017 til at øge sikkerheden på kommunens bosteder. Han er ikke tilfreds med ministerens hidtidige arbejde:

“Vi føler os endnu ikke tilstrækkeligt imødekommet. Nu noterer jeg mig, at ministeren vil komme med et udspil inden sommerferien, og det må man kvittere for. Men vi ved jo ikke, hvad den indeholder endnu,” siger Jesper Christensen (S) til Fagbladet FOA.

Han har selv foreslået en ny form for institution, der skal drives i samarbejde mellem region og kommune, til den gruppe af psykisk syge, der ikke kan rummes på de kommunale bosteder.

”Det bliver først godt, når vi finder ud af, hvad det er for en lille gruppe, der er på botilbud, som ikke bør være her. Det spørgsmål er der stadig ikke svaret på. Indtil vi har set noget bedre, så holder jeg fast i forslaget, som de fem største byer i Danmark også peger på,” siger socialborgmester Jesper Christensen.

Han understreger, at en løsning kræver, at myndighederne tager ansvar for de psykisk syge, der på grund af misbrug og kriminalitet havner i krydsfeltet mellem politi, kommune, region og stat samt lovgivningskomplekser, der ikke er tænkt sammen.

Ansatte: Vi tror, der sker noget

Hos de ansatte på Lindegården, der i begyndelsen af maj måned inviterede ministeren forbi, er man glad for besøget: 

"Jeg synes, det var et godt besøg. Min forhåbning er så, at der sker noget snart. Men bare det, at de er begyndt at lave planer, er jo super godt, for det har manglet efter de forrige drab. Der er sket enormt meget de sidste to måneder," siger Mia Kristina Hansen, der er talsperson for de ansatte på Lindegården og med under ministerens besøg.

Hun fortæller, at ministeren ikke kom med konkrete løfter - det tror hun dog vil komme:  

"Hun kom, og hun lyttede. Det virker oprigtigt som om, at hun rigtigt gerne vil gøre noget, og jeg lægger mærke til, at politikerne nu virker til at have viljen til at skabe forandringer," siger Mia Kristina Hansen.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev