Annonce

Velfærdsteknologi implementeres på plejehjem

Sådan kan teknologi forbedre ældres liv


Velfærdsteknologi kan faktisk give ældre et bedre liv, spare samfundet penge og skabe et bedre arbejdsmiljø. Men det kræver, at den bruges rigtigt, viser ny rapport.

Annonce

Velfærdsteknologi gør sit indtog på de fleste af landets plejehjem. Det vil dog kun lykkes at få de ældre til at bruge den, hvis de får rigeligt med hjælp og støtte af plejehjemmenes medarbejdere. Foto: Colourbox

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Teknologien gør konstant nye landvindinger og trænger gradvist dybere ind i vores liv. Også på velfærdsområdet kan de digitale fremskridt ses i form af mere intelligente plejeboliger med døre, der kan åbne sig automatisk og toiletter, der selv kan vaske og tørre den ældre efter et besøg. 

Nu har en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, så kortlagt, hvordan teknologien påvirker velfærden. Konklusionen er, at computere og robotter kan give både livskvalitet og besparelser - men kun, hvis teknologien understøttes af rigtige mennesker:

"Medarbejderne spiller en vigtig rolle, hvis implementeringen af teknologien skal lykkes. Især i forhold til de mest svækkede borgere," siger Ditte Andersen, en af forskerne bag den nye rapport, og fortsætter:

"Når teknologien fungerer godt, så får borgerne det bedre, medarbejderne får et bedre arbejdsmiljø, og kommunen sparer penge. Når det ikke fungerer, kan det have den stik modsatte effekt."

Teknologien skal bruges rigtigt 

Plejeboligen er de fleste ældres sidste hjem, og ifølge SFI-rapporten bor de ældre her i gennemsnit i 30 måneder. 70 procent af de ældre skønnes at lide af en demenssygdom, og det komplicerer implementeringen af den nye teknologi.

"Fordi en del af de ældre er meget svage, er det afgørende, at medarbejderne er til stede og formår at gøre den enkelte borger tryg ved den nye teknologi," siger Karen Stæhr, formand for social- og sundhedssektoren hos FOA.

"Her er det også vigtigt, at ledelsen tager ansvar og sørger for, at medarbejderne er uddannede til at udnytte teknologien og har rammerne til at implementere og vedligeholde den i dagligdagen," siger Karen Stæhr.

Menneskekontakt er vigtigt

Hos Ældre Sagen er man åbne for den nye teknologi under den forudsætning, at man tager udgangspunkt i det enkelte ældre menneskes behov, og ikke hvad der er bedst for kommunekassen.

"Det er vigtigt, at man giver mulighed for, at den enkelte borger kan tage stilling til, om man ønsker at bruge den her teknologi eller ej," siger Olav Felbo, chefkonsulent i Ældre Sagen.

Ifølge SFI-rapporten kan teknologien effektivisere arbejdet på plejehjemmet, men Olav Felbo understreger, at den ikke kan erstatte den menneskelige kontakt.

"Velfærdsteknologi skal være en lettelse og give større frihedsgrader til nogle ældre, men det må ikke blive et argument for at afskaffe de varme hænder," siger han.  

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev