Annonce

Fyret overvægtig får medhold i EU


Fedme kan godt være et handicap, vurderer EUs generaladvokat i sit forslag til afgørelse i sag om dagplejer, der blev fyret på grund af svær overvægt.

Annonce

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Det er en glad Karsten Kaltoft, der i dag har fået EU-domstolens foreløbige afgørelse i sagen om Billund Kommunes fyring af ham.

Karsten Kaltoft blev i november 2010 fyret som dagplejer, efter hans egen og FOAs opfattelse på grund af hans vægt på cirka 160 kilo.

FOA har derfor på Karsten Kaltofts vegne indklaget Billund Kommune for diskrimination.

Fedme kan være handicap

Den foreløbige afgørelse er et forslag fra EUs generaladvokat. Han fastslår, at EU’s love ikke rummer selvstændigt forbud mod diskrimination på grund af fedme.

Men fedme kan være så svær og sygelig, at den kan anses for et handicap.

Og i så fald vil fedmen være omfattet af EU’s direktiv om ligebehandling på beskæftigelsesområdet, der forbyder forskelsbehandling blandt andet på grund af handicap.

Vigtig sejr

”Som jeg forstår FOAs jurister er det positivt, hvad der nu er kommet fra EU. Det tyder på, at man ikke bare kan fyre folk på grund af højt BMI,” siger Karsten Kaltoft til Fagbladet FOA.

Jakob Sand, advokat og partner hos advokatfirmaet Gorissen Federspiel, har ført sagen for FOA, og han ser store perspektiver i EU-generaladvokatens udmelding.

”Alt i alt er der nu udsigt til en betydelig landvinding for beskyttelsen af klinisk fede medarbejdere i hele EU. For FOA og Karsten Kaltoft er der tale om en meget vigtig sejr af stor betydning.”

Også FOAs formand Dennis Kristensen er tilfreds, selv om han beklager, at EU’s love ikke rummer et generelt forbud mod diskrimination på grund af fedme.

”Det er i mine øjne en åbenlys svaghed i den grundlæggende beskyttelse af lønmodtagerne,” siger Dennis Kristensen.

Udvidet beskyttelse

Han glæder sig til gengæld over, at generaladvokaten fastslår, at et meget højt BMI kan udgøre et handicap i forhold til at tage del i arbejdslivet på helt almindelige vilkår.

Dennis Kristensen noterer også med tilfredshed, at generaladvokaten udvider beskyttelsen mod diskrimination, så handicappet kan udgøre en hindring for fuld deltagelse på lige fod med andre, selv hvis det ikke berører evnen til at udføre det konkrete arbejde.

Generaladvokaten fastslår ligeledes, at eventuelt selvforskyldte handicap ikke kan fjerne diskriminationsforbuddet. Et handicap er objektivt.

”Det fejer helt Billund Kommunes pinlige synspunkt om det modsatte af vejen,” siger Dennis Kristensen.

Overvældende opmærksomhed

Den tidligere dagplejer og nuværende chauffør Karsten Kaltoft er overvældet over den store opmærksomhed, som har omgærdet hans sag.

”Det er fuldstændig surrealistisk. Jeg bliver filmet og ringet op af journalister fra ind- og udland. Sagen er vokset til noget, jeg slet ikke havde forestillet mig.”

Han tror, at opmærksomheden skyldes, at mange kan se sig selv i hans sag.

”Fedme og andre livsstilsting fylder meget. Og folk må jo spørge sig selv, om man virkelig kan blive fyret, fordi man har et udseende, der ikke lige passer ind i normen, når man ellers passer sit arbejde pligtopfyldende og korrekt.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev