Annonce

Teknisk ejendomsleder John Bodin samler skrald på Kirsebærhavens Skole sammen med 4 børn fra skolen.

Pedeller skal klædes på til at passe på miljøet


Ansatte på teknik-området spiller en vigtig rolle, når miljøet skal beskyttes og CO2-udslippet mindskes. Et nyt kursus er på tegnebrættet.

Annonce

Teknisk ejendomsleder John Bodin samler affald og styrker miljøbevidstheden sammen med fire af sine ’små hjælpere’ på Kirsebærhavens Skole. Jørgen True

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Københavns Kommune har inviteret FOA med i et samarbejde om at udvikle et nyt kursus i ”energi-optimering” til ansatte inden for teknik- og serviceområdet.

Kurset, der forventes udbudt i AMU-regi, skal styrke de ansattes arbejde med at mindske forbruget af el, vand og varme, fortæller Reiner Burgwald, der er formand for FOAs Teknik- og Servicesektor.

”Jeg tror, medarbejderne vil blive glade for kurset, for det er jo i den grad et cadeau til dem og med til at sætte deres arbejde i et vigtigt perspektiv,” siger han til Fagbladet FOA.

Miljø er del af arbejdet

Teknisk ejendomsleder John Bodin fra Kirsebærhavens Skole i Valby har gennem flere år sat projekter i gang, der med hans egne ord handler om ”at opføre sig ordentligt over for jorden”.

Han hilser et nyt kursus om emnet velkommen.

”Jeg synes, at miljøet er en væsentlig pind i vores arbejde, vi har hands on og er de nærmeste til at løse de opgaver. Men vi skal klædes på til det.”

Hjælp fra de små

På Kirsebærhavens Skole har han fået børnene til at samle skrald, og på den måde får de ikke bare en pæn skolegård, men også miljøbevidsthed og evne til at tænke over miljøproblemer.

Han ville gerne inddrage børnene mere bredt i løsninger på miljøproblemerne, for eksempel muligheder for at spare på el, vand og varme. Det har han tidligere gjort på Husum Skole, men efter nedskæringer på sin nuværende arbejdsplads, er der ikke længere tid til det.

”Det ærgrer mig, for børnene vil det rigtigt gerne. Og så havde jeg jo også en masse små hjælpere, der kunne gøre opmærksom på lys, der ikke var slukket, eller en løbende cisterne,” siger John Bodin.

Tjente halvdelen af sin løn hjem

Som led i et energispare-projekt har han selv justeret alle termostater på skolen.

Det har sparet hans arbejdsplads for 80.000 kroner til en strafafgift, som ellers er blevet betalt i adskillige år og udgiften til varme er faldet med 80.000 – 150.000 kroner om året.

”I mine første to år her, har jeg tjent halvdelen af min løn hjem på den slags indsatser,” smiler en tilfreds John Bodin.

Kurset skal ud i landet

Københavns kommune vil gerne have det nye AMU-kursus, fordi kommunen inden 2025 skal reducere sit CO2-udslip med 40 %, oplyser Reiner Burgwald.

Besparelser på energi-forbruget i kommunale ejendomme skal bidrage til at opfylde det mål.

”Derfor vil kommunen antagelig gerne have alle på området igennem kurset. FOAs målsætning er, at kurset også kan bruges i resten af landet,” siger Reiner Burgwald.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev