Annonce

Medarbejdere i vaskeri

Ny app forebygger arbejdsulykker

På kort tid har app’en Safety First halveret antallet af faldulykker på et stort vaskeri. Nu er arbejdspladsen nomineret til ArbejdsmiljøPrisen.

Annonce

Den er nem at bruge, og så har man den altid på sig modsat papir og blyant, siger industrioperatør Mark Luu Tong om app'en Safety First. Niels Åge Skovbo

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

For Mark Luu Tong er det lige så naturligt at bruge sociale medier og apps, som det er at tage tøj på om morgenen.

Derfor kom det ikke som nogen besværlig opgave, da hans arbejdsplads Midtvask Aarhus Sygehus indførte app’en Safety First, der skal forebygge fejl og arbejdsulykker.

“Den fungerer lidt som Instagram og er meget nem at bruge. Hvis man for eksempelvis ser en reol, der stikker for langt ud, eller en pakke, der er pakket forkert, så tager man bare et billede med sin smartphone og sender det rundt til afdelingen eller til rette person,” siger den 27-årige industrioperatør til Fagbladet FOA.

Medarbejderne fik idéen

Det var medarbejderne selv, der fik idéen til app’en, som er udviklet i samarbejde med det aarhusianske udviklingsfirma Ideal Development. I stedet for at notere fejl og potentielle farer med blok og blyant tog de nemlig billeder med deres telefon, som de alligevel altid gik rundt med.

“Der er jo ingen i vores branche, der går rundt med blok og blyant længere. Til gengæld har alle en telefon på sig, og alle er i forvejen på diverse sociale medier. Derfor tog vi idéen op,” fortæller vaskerichef Pernille Lundvang.

Hun tilføjer, at dem, der enten ikke har en smartphone eller ikke ønsker at bruge deres egen telefon, kan låne en arbejdstelefon til at downloade app’en.

Arbejdsulykker halveret

Arbejdet med Safety First har kørt i et halvt års tid siden, de første medarbejdere tog app’en i brug. I forhold til samme periode sidste år er antallet af faldulykker gået fra fire til to, oplyser vaskerichefen. Derudover er forebyggelsen blevet væsentligt forbedret.

“Tidligere havde vi kun cirka to anmeldelser af såkaldte nærved-uheld om ugen. Nu har vi mellem 20 og 25. Det er blevet nemmere at registrere og dele oplysninger, og mange har nemmere ved at forstå billeder end ord. Derudover bliver app’en brugt til at registrere fejl eller dele ros, så den kan bruges til meget,” tilføjer Pernille Lundvang.

Hos Region Midtjylland er der interesse for at udbrede app’en til resten af regionen. Ind til videre er den kun taget i brug på Midtvask Aarhus Sygehus.

Fakta: Midtvask Aarhus Sygehus

Midtvask Aarhus Sygehus har 180 medarbejdere, der repræsenterer 34 forskellige nationaliteter.

De ansatte tæller alt lige fra vaskeriassistenter til industrioperatører.

På grund af app’en Safety First er Midtvask Aarhus Sygehus nomineret til ArbejdsmiljøPrisen 2015 i kategorien ’arbejdsulykker’. 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev