Annonce

Forvirring blandt medarbejdere: ansat på sekunder


Rengøringsmedarbejderne på Katrinedals Skole i Vanløse er ansat helt ned på sekunder. Det har medført forvirring blandt de ansatte. 

Annonce

Rengøringsassistent Memetriza Murati har et helt præcist tidsrum til at gøre rent i skolens lokaler. Josefine Boutrup

Af Josefine Boutrup
Journalist

Annonce

32 timer, 54 minutter og 36 sekunder. Præcis så lang tid har rengøringsassistent Memetriza Murati til at gøre rent i lokalerne på Katrinedals Skole i Vanløse per uge. Han har været ansat helt ned på sekunder i over et år under Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. 

Grunden til, at han arbejder helt ned på sekunder, er, at tiden er udmålt efter, hvor lang tid det tager at gøre hvert lokale rent. Men det meget snævre tidrum skaber forvirring blandt de ansatte. 

”Jeg forstår ikke, hvorfor vi har det system. Vi går jo ikke rundt med stopure, så der er ingen grund til at være så præcis. Desuden er der en del afvigelser i løbet af dagen, så vi er ikke engang sikre på, hvornår vi må gå,” siger Memetriza Murati til Fagbladet FOA. 

”Det er langt ude”

Hos Memetrizas fagforening, FOA KLS, er næstformand Yee Mei Yip Bargejani fortørnet over, at Københavns Kommune vælger at ansætte helt ned på sekunder. 

”Det er langt ude, at man kan blive ansat i så snævert et tidsrum. Det skaber usikkerhed om, for eksempel toiletbesøg og andre afvigelser betyder, at man skal blive længere på arbejde og dermed arbejde gratis,” siger hun. 

Selvfølgelig er der tid til toiletbesøg

Hos Børne- og Ungdomsforvaltningens rengøringssektion er man uforstående over for problemet.

"Man skal være effektiv i arbejdstiden, men småting som toiletbesøg og andre afvigelser er der selvfølgelig tid til. Det går vi ikke op i," siger sektionsleder Jane Källberg Hansen til Fagbladet FOA.  

Forstår ikke lønsedlerne

Hos medarbejderne giver ansættelsesformen med minutter og sekunder problemer med at forstå deres lønsedler.

”Vi ved ikke, hvor de sekunder kommer fra, og hvordan de bliver afregnet i forbindelse med ferie,” siger Memetriza Murati.

Som tillidsrepræsentant oplever han, at kolleger stiller spørgsmål om sekunderne, som han ikke kan svare på. 

”Det er ikke selv lykkedes mig at finde svar på, hvordan de afregner sekunderne,” siger Memetriza Murati.
 

Lønsedlen passer ikke altid

Børne- og Ungdomsforvaltningens rengøringssektion har ikke oplevet problemer med lønsedlerne. 

"Vi regner det ud, som vi plejer. At der er sekunder med, ændrer ikke på noget," siger Jane Källberg Hansen

Hos FOA KLS oplever de dog, at lønsedlerne ikke altid passer med timetallet.

”Der har været eksempler på, at nogle ansatte er blevet trukket for flere timer, end de skal i forbindelse med ferie. Når det sker, retter vi henvendelse med det samme. Når Københavns Kommune vælger at ansætte i så snævert tidsrum, så skal de ansatte heller ikke snydes for noget,” siger Yee Mei Yip Bargejani. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev