Tidligere pædagogmedhjælper Susser Karina Hansen er et af mange FOA-medlemmer, der har kæmpet med depression på egen krop. For Susser var depressionen fyldt med skam. Derfor valgte hun at holde den hemmelig for kollegerne.
Læs også: Rengøring i dagplejen: Kommuner afsætter ikke ekstra ressourcer
“Jeg var flov over ikke at være den, jeg plejede. Jeg kunne finde på at græde over, at en seddel, jeg skrev, blev grim. Så søgte jeg skjul ude på personaletoilettet,” fortæller hun til Fagbladet FOA.
I virkeligheden havde hun allermest brug for at sige højt, at hun var syg, men i stedet fik hun dårlig samvittighed, og følelsen af at være utilstrækkelig lov til at fylde hendes tanker.
OK at være syg
Sussers læge anbefalede hende at starte hos psykolog, men i starten nægtede hun, ligesom hun under ingen omstændigheder ville tage den antidepressive medicin, lægen gav.
“Så skulle jeg jo erkende, at jeg var syg,” siger hun.
Medicinen forblev i tasken, men Susser fik modet til at se en psykolog. Noget måtte ske. Psykologen anbefalede hende at være åben om sygdommen. Også på arbejdet. På et efterfølgende personalemøde tog Susser bladet fra munden og fortalte om sin depression.
Læs også: Børn og unge er stressede, men pædagogisk personale kan gøre en forskel
Befrielse
“Det var en enorm befrielse. Og nok også for mine kolleger. De havde luret, at noget var galt med mig, men ingen havde spurgt ind til, hvordan jeg havde det. Efter personalemødet kom alle og ville høre, om jeg var okay. Det gjorde alt meget lettere,” siger hun.
Kollegerne hjalp med at tage de arbejdsopgaver, der var svære for Susser. Var der dage, hvor det var muligt at gå tidligere, sendte kollegerne hende hjem, og på hjemmefronten støttede og opmuntrede familien hende, selv når alt virkede sort. Dén kombination gjorde, at hun på intet tidspunkt sygemeldte sig og efter omkring et års sygdom, var hun igen rask.
Vær åben
I dag har hun ét vigtigt råd til andre i samme situation:
“Vær åben om din sygdom, selvom det er svært, for ellers oparbejder du en følelse af at være den eneste i verden, der har det skidt.”
Hun undrer undrer sig fortsat over, hvorfor hendes sygdom til at starte med var så tabubelagt.
“Alle i børnehaven kunne jo se, at jeg ikke var rask. Det havde været rart, hvis nogen havde turdet konfrontere mig med mine åbenlyse problemer,” siger hun.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret