Nybyggede plejeboliger fyldt med den nyeste velfærdsteknologi kan være en udfordring for plejehjemspedeller.
Det er i hvert fald erfaringen hos Jan Peder Jensen, der er pedel på Lokalcenter Hørgården i Aarhus. Da han i 2013 skiftede job til de nye plejeboliger, skulle han sætte sig ind i helt nye og komplicerede systemer, han ikke var vant til tidligere.
”Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet kastet hovedkulds ind i det, men der har været rigtig mange informationer på én gang,” siger han til Fagbladet FOA.
Googler sig frem
Jan Peder Jensen har skiftet det tunge værktøj ud med en lille skruetrækker og et hav af manualer.
”Jeg bruger meget tid med manualerne, når jeg skal lede efter løsningen på et problem. Kan jeg ikke finde dem der, så går jeg på Google og leder der,” siger han.
Selvom Google som regel har løsningen til ham, savner Jan Peder Jensen et forum, hvor plejehjemspedellerne kan dele løsningerne med hinanden.
”Google er tidskrævende, og det optimale for mig ville være et netværk, hvor jeg kan finde svar på mine udfordringer,” siger han.
Færre hænder
En anden grund til, at Jan Peder Jensen ønsker sig et netværk, er, at det der bliver færre plejehjemspedeller.
”Vi er ikke så mange, som vi var engang, og det er ikke så ofte, at jeg møder nogen. Hvis vi havde et forum både online, men også hvor vi kunne mødes engang imellem, så ville det give rigtig meget både fagligt og socialt,” siger han.
Måske får Jan Peder Jensen sit ønske om netværk opfyldt. I hvert fald er flere kolleger i Aarhus med på ideen.