Annonce

Sosu-elev med beboer

Sosu-elev reddede liv


Marlene Johannsens evne til at observere, kommunikere og reagere var med til at redde en ældre borger fra at dø.

Annonce

Ved hjælp af sine observations- og kommunikationsevner fik Marlene Lund Johannesen hjulpet en ældre borger på hospitalet i tide, hvilket ifølge fagfolk reddede borgeren fra at dø af en blodprop i hjertet. Jørgen True

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Var der gået bare fem minutter længere, var det endt med et dødsfald.

Sådan lød det fra ambulanceredderne, efter at de var blevet kaldt hjem til en ældre mand i Slagelse Kommune.

Personen, der tilkaldte hjælp, er 44-årige Marlene Lund Johannsen. Hun læser til social- og sundhedshjælper og var i sidste del af sin praktik hos Center for Sundhed og Omsorg, da hun under et hjemmebesøg, pludselig stod over for liv eller død.

Noget var galt

“I samme øjeblik, jeg trådte ind ad døren hos borgeren, kunne jeg se, at der var noget galt. Han var bleg, havde svedperler i ansigtet og problemer med at trække vejret. Så jeg satte mig ned for at snakke med ham,” fortæller Marlene Lund Johannsen om episoden.

Mandens tilstand udviklede sig hurtigt. Han blev mere og mere bleg og klagede over smerter i brystet, hjertet og armene. Da han nægtede at ringe til en læge, tog Marlene Lund Johannsen selv affære og ringede 112.

“Ambulancen var heldigvis fremme efter to minutter, og redderne måtte give borgeren hjertemassage på grund af en blodprop i hjertet. Da jeg hørte helikopteren, der var på vej, gik det op for mig, hvor alvorlig situationen var,” fortsætter hun.

Korrekte observationer

Ifølge redderne var manden højst sandsynligt død, hvis der var gået bare fem minutter længere. Områdeleder fra Center for Sundhed og Omsorg i Slagelse Kommune Anne-Mette Pedersen tøver ikke med at kalde elevens indsats for livsvigtig.

“Det er så flot det, Marlene har gjort. Hun har foretaget de helt rigtige observationer og hendes evne til at kommunikere, berolige borgeren og bevare overblikket i en stresset situation har helt sikkert været med til at redde mandens liv,” siger hun og tilføjer, at hjemmeplejen ofte er de eneste personer, der kommer i borgernes hjem.

“Derfor er det ekstra vigtigt at holde øje med ændringer i borgernes sundhedstilstand,” siger hun.

Fakta: Blodprop i hjertet

En blodprop i hjertet skal fjernes hurtigst muligt enten med medicin eller en akut ballonudvidelse.

Ring 112, hvis der er mistanke om en blodprop og kom ind på nærmeste sygehus så hurtigt som muligt.

Symptomerne er som regel kraftige smerter i brystet. De kan stråle ud i armene eller op i halsen eller kæben. De kan vare i flere timer og følges af mathed, kvalme, opkastninger, åndenød, svimmelhed, klamsved og dødsangst. Hver femte blodprop giver ikke smerter – kun ubehag og angst.

Kilde: Hjerteforeningen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev