Dagpengekommissionen præsenterede i dag sine forslag til nye regler i dagpengesystemet. FOAs formand Dennis Kristensen vurderer, at nogle af kommissionens forslag er til fordel for FOAs ledige medlemmer, mens andre ikke er.
"Det er svært entydigt at glæde sig over forslagene til forbedringer, for der er igen nye forringelser – først og fremmest forslaget om at de ledige igen-igen skal betale for politikernes fadæser i 2010. Denne gang sker det med forslaget om indførelse af karensdage, der risikerer at koste den enkelte ledige over 6.600 kroner om året," siger FOAs formand Dennis Kristensen.
Karensdagene betyder, at der indføres to dage uden dagpenge hvert kvartal. Som ledig slipper du for karensdage, hvis du arbejder mindst en uge om måneden i den foregående periode.
Læs mere: Dagpenge-tab vil ramme Pia hårdt
De gode forslag
De forslag, der vil være en fordel for FOAs ledige medlemmer, er forslaget om, at ledige kan genoptjene to ugers dagpenge ved en uges beskæftigelse og forslaget om, at kortvarige og atypiske job giver ret til genoptjening.
Det tredje fordelagtige forslag er, at ledige bruger af deres dagpengeret på baggrund af time-opgørelser i stedet for uge-opgørelser.
"Disse tre forslag giver alle en bedre situation for den enkelte ledige, selvom FOA gerne havde set, at en uges beskæftigelse gav for eksempel tre eller fire ugers forsikring," siger Dennis Kristensen.
De dårlige forslag
Ud over forslaget om karensdage vil FOAs ledige medlemmer også blive ramt af andre af kommissionens forslag.
Det gælder blandt andet forslaget om, at en uddannelse skal være 18 måneder lang for at give ret til dagpenge.
Og det gælder et forlsag om, at det er lønnen, der skal bestemme, om man får ret til dagpenge.
Læs mere: Dagpenge: Sosu-uddannede i klemme
For at kommissionens forslag skal blive til virkelighed, skal de vedtages af politikerne i Folketinget.