Børnepasningskæden Tinytots har fire institutioner i Københavns Kommune, hvor de ansatte går glip af pension, løn under sygdom og ordentlig løn.
Klaus Lange
Af
Klaus Lange
Journalist
Lønninger på helt ned til 80 kroner i timen. Nul pension. Ingen barns 1. sygedag. Ingen løn under barsel eller under sygdom udover dagpenge.
Sådan er virkeligheden for ansatte i virksomheden Tinytots, der driver private daginstitutioner i Københavns Kommune. Derfor har FOA og LFS, der en lokalafdeling for pædagogisk personale i København, varslet konflikt med virksomheden fra 1. november.
”De ansatte har nogle forhold, som er langt under den standard, der gælder for daginstitutioner og i almindelighed. Det gælder løn, pension og øvrige arbejdsvilkår,” siger FOAs forhandlingschef, Jakob Bang.
Sparer 100.000 pr. ansat
Tinytots driver fire såkaldte storordninger i København med otte børn i hver. En storordning er en særlig type privat pasning, hvor der maksimalt må være 10 børn. Ligesom andre institutioner får de et kommunalt tilskud per barn.
Ifølge de ansattes ansættelseskontrakter, som Fagbladet FOA er i besiddelse af, kan timelønnen variere fra 80-110 kroner i timen for en pædagogmedhjælper. En uddannet pædagog får 125-130 kroner i timen.
Tinytots garanterer sjældent en fast ugentlig arbejdstid, hvorfor folk ikke kender næste måneds udbetaling. Derudover kan de ansatte med 14. dages varsel flyttes mellem de fire storbørns-ordninger rundt om i kommunen.
En sammenligning af løn- og ansættelsesforhold i Tinytots med den almindelige private overenskomst viser, at virksomheden årligt sparer over 100.000 kroner per medarbejder på sin forretningsmodel.
Tinytots: Vi er selv underbetalte
Ejer Sharmila Mukherjee vil ikke udtale sig og henviser til sin partner Debarshi Mukherjee. Han lægger vægt på, at Tinytots har få børn og modtager mindre tilskud pr. barn end de kommunale og private vuggestuer og børnehaver, fordi de er en storbørnsordning.
Ifølge Debarshi Mukherjee er det forklaringen på, at virksomheden ikke er i stand til at give sine ansatte løn- og ansættelsesforhold, der matcher dem i andre kommunale og private børnepasningsordninger.
"Vi vil gerne fortsætte diskussionen med LFS (om en overenskomst, red.) og nå til en enighed, der tager vores begrænsede størrelse i betragtning og samtidig tager hensyn til, at vi selv er underbetalt af København Kommune,” siger Debarshi Mukherjee.
Konflikten vil træde i kraft 1. november, hvis der ikke tegnes overenskomst mellem Tinytots og FOA om ordnede arbejdsforhold. Hvis konflikten træder i kraft, kan ingen medlemmer af FOA arbejde eller søge arbejde hos Tinytots.