Annonce

Portrætbillede af en mand med briller og i sort t-shirt. Han sidder ved et spisebord med en kop foran sig.

Søren: "Jeg føler mig uretfærdigt behandlet"


Søren Hedegaard savner en god forklaring på, hvorfor sygedagpengene røg, da han flyttede kommune. Han er syg og kan ikke længere arbejde.

Annonce

For Søren Hedegaard er det ufatteligt, at to kommuner, der grænser op til hinanden, kan have en fuldstændig forskellig opfattelse af hans sag.  Flemming Jeppesen

Af Klaus Lange
Journalist

Annonce

Søren Hedegaard mener, at der bør tegnes et kort over de kommuner i landet, syge kan flytte til, uden at skulle frygte for deres sygedagpenge.

Den 45-årige nordjyde havde ret til sygedagpenge i Thisted Kommune. Den rettighed tog Struer Kommune fra ham, da han 1. juni flyttede 20 kilometer over kommunegrænsen mellem de to nabokommuner.

Læs også: Søren mistede sygedagpengene, da han krydsede kommunegrænsen

”Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der var forskel på sådan noget. Jeg føler mig virkeligt uretfærdig behandlet. Nu tænker vi på, om vi skulle være blevet boende i Thisted,” siger Søren Hedegaard.

Målløs

Kort tid efter, at Søren Hedegaard var flyttet til Struer for at være tættere på sin mor og sine bekendte, blev han indkaldt til et møde på jobcenteret. Her vurderede kommunen, at Søren Hedegaards helbredstilstand ikke kunne afklares inden for 69 uger.

Han mistede sygedagpengene og skulle i stedet i et såkaldt jobafklaringsforløb. Det betød farvel til cirka 3.500 kroner før skat om måneden plus de rettigheder, der knytter sig til at være syg.

Søren Hedegaard var målløs, husker han. Han greb telefonen for at høre, om Thisted Kommune måske havde lavet en fejl. Men i den gamle kommune fastholdt de: Søren Hedegaard har ret til sygedagpenge hos dem.

"Uforståeligt"

 ”Hvorfor er de ikke enige? Der må da være nogle fælles regler for sådan noget? Det er helt uforståeligt, at det kan være så forskelligt? Og hvis de ikke kan finde ud af det, så må politikerne på Christiansborg lave nogle klare regler,” siger Søren Hedegaard.

I 2009 byttede Søren Hedegaard arbejdet på en vinduesfabrik ud med et arbejde på et plejehjem. Han gik i gang med at uddanne sig til sosu-hjælper i 2010, men måtte kort efter stoppe på grund af sygdom.

Søren Hedegaard er i dag under udredning for sklerose og gigt. Han har smerter i led, ryg, hænder, hofte og i lænden. Om dagen og natten plages han af prikken og summen i kroppen. Han har følelsesforstyrrelser i hænder og fødder. Oveni har han minus 23 på begge øjne.

På godt jysk

”Det er lidt op ad bakke," siger Søren Hedegaard på jysk. Og på det ene punkt er Struer og Thisted kommuner faktisk enige. Begge vurderer nemlig, at Søren Hedegaard er fuldt uarbejdsdygtig.

”Alligevel ryger jeg i et jobafklaringsforløb. Men jeg får lov til at gå i fred, da jeg stadig er fuldt uarbejdsdygtig. Hvis tanken er, at jeg skal blive afklaret i forhold til et fremtidigt job, hvordan skal det så ske? Det kan fastholde mig på den lille ydelse i al evighed,” siger Søren Hedegaard.

Med FOAs hjælp har han klaget over afgørelsen. Det har i første omgang betydet, at kommunen nu revurderer hans sag. Imens får han sygedagpenge. Kommunen understreger dog, at sagens udfald stadig kan blive, at Søren Hedegaard mister retten til sygedagpenge.

”Det er dæleme hårdt at kæmpe med sådan en sag, oveni alt det, jeg døjer med. Det er en rutsje tur op og ned,” siger Søren Hedegaard.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev