Annonce

Tema: Fusk i hjemmeplejen

Plejefirma vil af med skeletter i skabet


Den daglige leder af Nødkald Hjemmeservice glæder sig over at have indgået overenskomst med FOA. Hun lover, at folk nok skal få deres penge, hvis firmaet ikke har udbetalt tilstrækkelig løn.

Annonce

Tidligere ville Nødkald Hjemmeservice ikke svare på spørgsmål fra Fagbladet FOA. Nu glæder den daglige leder Kirsten Holmsteen (th) sig over at have fået overenskomst med FOA.  Johnny Frederiksen

Af Søren Olufsen
Journalist

Annonce

I gennem to år har det private plejefirma Nødkald Hjemmeservice, der leverer hjemmepleje til ældre i flere sjællandske kommuner, afvist at lave overenskomst for de ansatte.

Men efter, at Fagbladet FOA for nylig har afsløret kritisable forhold i firmaet, har ledelsen nu valgt indgå overenskomst med FOA.

”Vi kunne godt se, at det var den bedste løsning for alle. Og når vi har overenskomst med FOA, så viser det, at vi driver et seriøst plejefirma med ordentlige forhold både for de ansatte og de ældre borgere, som vi kommer ud til”, siger firmaets daglige leder Kirsten Holmsteen til Fagbladet FOA.

Ansættelseskontrakter med det samme

Hun understreger, at firmaet har fået en alt for hård behandling i medierne, men erkender, at der har været forhold i firmaet, som skulle rettes op.

”Fra nu af får alle ansatte en ansættelseskontrakt, den dag, de starter. Det gjorde de ikke altid før. Og så har der været nogle sager om manglende lønudbetalinger, og hvis vi skylder nogen noget, så får de deres penge. Vi vil ikke have skeletter i skabet”, siger hun.

Kirsten Holmsteen skal holde møde med FOA om en uge, hvor hun forventer en afklaring på verserende sager.

Fusk med titler

Ledelsen i Nødkald Hjemmeservice har været kaldt til samtale hos Slagelse Kommune efter afsløringerne af de problematiske forhold i firmaet. Her var der fokus på snyd med de ansattes kompetencer.

Flere tidligere ansatte har til Fagbladet FOA fortalt, at de blev tvunget til at fuske med deres uddannelsesniveau, og i en reklame-brochure for firmaet, står ejeren Manuella Stepslev opført som social- og sundhedsassistent.

Men hun har ifølge Sundhedsstyrelsen ikke nogen autorisation.

Fjerner titel fra reklame

Kirsten Holmsteen oplyser, at Manuelle Stepslev er social- og sundhedshjælper, og derfor ændrer man reklamen.

”Der kommer en helt ny brochure, hvor vi har fjernet Manuella Stepslevs titel. Og mere er der ikke at sige om det. Men jeg vil godt sige, at vi aldrig har bedt medarbejderne om at lyve om deres uddannelsesniveau”, siger hun.

Firmaet har nu i følge Kirsten Holmsteen sendt dokumentation til kommunen omkring de ansattes uddannelsesniveau.

”Kommunen har forlangt dokumentation, og vi har givet dem eksamensbeviser og kontrakterne, så nu er misforståelserne ryddet af vejen”, siger hun.

Læs mere: Udskældt plejefirma får orden i sagerne

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev