Annonce

En hvid bil med teksten Cenz holder parkeret på en parkeringsplads foran en rød murstens bygning.

Tema: Fusk i hjemmeplejen

Sosu’er snydt for pension


Det private plejefirma Cenz Service Partner A/S undlod i perioder at indbetale pension. Medarbejderne opdagede intet, før firmaet gik konkurs, for alt så normalt ud på lønsedlerne.

Annonce

Flere social- og sundhedsassistenter og -hjælpere er gået glip af mange tusinde kroner i pension efter konkursen af det private plejefirma Cenz. Scanpix/Arkivfoto

Af Ronni Abergel
Journalist

Af Signe Højgaard
Journalist

Annonce

Opdateret 13. november 2013 kl. 14.45.

Social- og sundhedsmedarbejdere i det private plejefirma Cenz Service Partner A/S er blevet snydt for mange tusinde kroner i løn og pension.

Firmaet gik konkurs i midten af august og efterlod en gæld på over ni millioner kroner. Inden da var firmaet i perioder holdt op med at indbetale pension for sine medarbejdere. Lønsedlerne så normale ud, så medarbejderne opdagede intet.

”Det så ud som om, at deres pension var blevet indbetalt, men da vi undersøgte det nærmere, viste det sig, at firmaet oftere og oftere havde undladt at indbetale pension,” siger faglig konsulent i FOA Silkeborg-Skanderborg Lars Vodsgaard.

Mindst 14 sosu’er snydt

Mindst 14 medlemmer af FOA er blevet snydt for pension af det private plejefirma. Et FOA-medlem mangler for eksempel over 20.000 kroner i pension fra selskabet. Medlemmet får kun dækket omkring halvdelen af beløbet af Lønmodtagernes Garantifond. LG dækker kun et halvt år tilbage, oplyser Lars Vodsgaard.

Første gang det private plejefirma undlod at indbetale pension var i 2010. I 2012 skete det mindst tre gange, og i 2013 var der seks måneder, hvor firmaet ikke betalte pension, selv om det så sådan ud på lønsedlerne.

Ingen alarmklokker

I begyndelsen var der flere måneder mellem de manglende betalinger, og derfor blev medarbejderne ikke alarmeret om, at virksomheden var i økonomiske vanskeligheder. Pensionsselskaberne giver først medarbejderne besked om, at der ikke går penge ind, når en virksomhed i mindst tre måneder i træk har undladt at indbetale.

”Det ser næsten ud som om, at firmaet har spekuleret i, at medarbejderne ikke skal opdage, at der mangler penge,” siger Lars Vodsgaard.

Seks af de berørte sosu’er er medlemmer af FOA Viborg. I FOAs lokalafdeling er de også i fuld gang med at gøre beløbene op og sende sagerne videre til Lønmodtagernes Garantifond. Her er billedet det samme. Pensionen er i et par måneder i 2012 og flere måneder i 2013 ikke indbetalt.

”Det er rystende, at en arbejdsgiver undlader at indbetale pension, selv om det ser sådan ud på lønsedlerne. Det har vi i afdelingen aldrig set før,” siger faglig sekretær Michael Laursen fra FOA Viborg.

Pleje-chef afviser bevidst snyd

Den tidligere direktør i det konkursramte selskab Carsten Nielsen afviser, at firmaet bevidst undlod at betale pension til de ansatte. Han forklarer, at pengene ikke blev indbetalt, fordi der ikke var penge på kontoen, og at han ikke fik besked fra banken om, at indbetalingerne til pension ikke blev gennemført.

”Hvis der ikke har været dækning på kontoen, annullerer banken den trækning, men pensionsselskaberne rykker ikke, hvis en indbetaling bliver annulleret. Så kan den (indbetalingen, red.) godt være faldet væk,” forklarer han til Fagbladet FOA.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev