Annonce

Tema: Fusk i hjemmeplejen

Fortsat skeletter i skabet hos plejefirma


Det omstridte private plejefirma Nødkald har stadig ikke fået styr på sagerne, selvom de i starten af året skrev under på en overenskomst med FOA. 

Annonce

Af Kristoffer Sutton
Journalist

Af Johnny Frederiksen
Videojournalist

Annonce

Opdateret den 27. maj klokken 10:50

Forkert løn, manglende lønsedler og ansættelseskontrakter er nogle af de problemer, som medarbejderne i det private plejefirma Nødkald Hjemmeservice fortsat må leve med.

Firmaet skrev ellers under på en overenskomst med FOA i januar i år, efter at Fagbladet FOA i december sidste år dokumenterede urimelige ansættelsesforhold i virksomheden.

Læs også: Syg fik beskeden: ”Så tag dog en ble på”

Her lovede virksomheden at få styr på de sager, der måtte være om blandt andet manglende løn med udløbsdato sidst i februar. Først sidst i maj er pengene begyndt at rulle ud til den voksende liste af tidligere medarbejdere, der har penge til gode. To har fået henholdsvis 20.000 og 30.000 kroner udbetalt.

Læs også: Plejefirma vil af med skeletter i skabet

Ni sager på fem måneder

Hos FOA Midtsjælland, der organiserer en del af de nuværende og tidligere medarbejdere i firmaet er tålmodigheden ved at slippe op.

”Vi har set i alt ni nye sager om blandt andet manglende løn mod firmaet inden for de sidste fem måneder. Nu skal der til at ske noget, for der er altså medlemmer derude, som mangler deres løn,” siger Lars Langhoff Madsen, der er faglig konsulent hos FOA Midtsjælland.

Han oplyser, at nogle af medlemmerne er begyndt at få deres penge udbetalt, men langt fra alle.

Se hvordan det gik, da Fagbladet FOA tidligere forsøgte at få en kommentar fra Nødkald Hjemmeservice: Se plejefirma gå amok

Uden indkomst siden april

Én af dem, der mangler løn er social- og sundhedshjælper Tine Berthelsen. Hun har været ansat siden november sidste år, men blev i slutningen af april fyret, da hun var sygemeldt med en arbejdsskade.

”Kirsten Holmsteen (daglig leder af Nødkald Hjemmeservice i Slagelse, red.) fyrede mig over telefonen, da jeg ringede til hende for at aftale et møde. Hun fortalte mig i samme ombæring, at jeg ikke skulle forvente at få min løn for april måned,” siger hun til Fagbladet FOA.

Her næsten en måned efter hendes ureglementerede afskedigelse har Tine Berthelsen stadig ikke set nogen penge. Sidste gang, der kom penge ind på kontoen, var i starten af april måned.

”Lige nu lever vi af min mands løn. Vi har lige penge nok til at betale huslejen, og til at børnene kan få det, de behøver, men regningerne må vi vente med at betale,” siger hun.

Orden i sagerne fra juni

Hos Nødkald Hjemmeservice afviser daglig leder Kirsten Holmsteen, at Tine Berthelsen skulle være fyret over telefonen. Hun lover, at der i den nærmeste fremtid vil blive udbetalt penge til de tidligere medarbejdere, der har løn til gode.

”Hvis der er medarbejdere, der mangler løn, vil de få dem udbetalt. Fra den første juni vil alle desuden få deres lønsedler over e-Boks, og vi vil betale pensionsbidrag med tilbagevirkende kraft fra overenskomsten trådte i kraft i januar,” siger Kirsten Holmsteen.

Nødkald Hjemmeservice har efter henvendelsen fra Fagbladet FOA og forhandlinger med FOA Midtsjælland udbetalt manglende løn til alle tidligere medarbejdere undtaget en enkelt og har indført nye ansættelseskontrakter til de nuværende medarbejdere.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev