Annonce

Tema: Fusk i hjemmeplejen

Fagforbund lægger pres på kommuner og regioner


De offentligt ansattes forhandlingsorganisation, KTO, sender brev til borgmestre og regionsformænd om deres brug af arbejdsklausuler. Målet er at skabe synlighed om kommunernes og regionernes indsats mod social dumping.

Annonce

Af Peter Andersen
Journalist

Annonce

Kommunernes og regionernes indsats mod social dumping skal frem i lyset. Det mener de offentligt ansattes forhandlingsorganisation, KTO, som har sendt et brev til landets borgmestre og regionsformænd om deres brug af såkaldte arbejdsklausuler.

I brevet opfordres kommuner og regioner til at anvende arbejdsklausuler i alle kontrakter med private leverandører. Modtagerne bliver samtidig bedt om at svare på, i hvilket omfang de anvender arbejdsklausuler, hvordan de kontrollerer, om klausulen er overholdt, og hvilke konsekvenser det vil have for en privat leverandør, hvis en arbejdsklausul misligholdes.

”Kommunerne og regionerne har som arbejdsgivere et helt særligt ansvar for at gøre en aktiv indsats mod social dumping og stå vagt om den danske aftalemodel. Den danske aftalemodel er garanten for at sikre en fair konkurrence på lige vilkår, hvor konkurrence ikke sker på bekostning af medarbejdernes arbejdsvilkår samt kvaliteten i opgaveudførelsen,” siger KTO’s formand, Anders Bondo Christensen, i en pressemeddelelse.

En arbejdsklausul forpligter private leverandører til at følge de løn- og arbejdsvilkår, der står i de relevante overenskomster. Det gælder også, hvis opgaven eller dele af den udføres af underleverandører.

En opgørelse viser, at cirka tre ud af fire kommuner i dag anvender arbejdsklausuler i større eller mindre omfang. Men flere kommuner anvender alene arbejdsklausuler ved større byggeopgaver, og få kommuner gennemfører en effektiv kontrol.

Staten har haft pligt til at anvende arbejdsklausuler i mere end et halvt århundrede. Men regeringen vil ikke tvinge kommuner og regioner til at gøre det samme, og med henvendelsen vil KTO presse kommuner og regioner til at skabe synlighed om deres politik på området.

”Vi frygter at øget brug af konkurrenceudsættelse i kommuner og regioner kommer til at ske på helt unfair vilkår, hvis de ikke yder en aktiv indsats mod social dumping,” siger Anders Bondo Christensen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev