Annonce

Fotografi af social- og sundhedsassistent af fotograf Niels Åge Skovbo

Sosu'er på vej ind i lægehuse


Sosu-skolerne tilbyder nu en ny AMU-uddannelse til social- og sundhedsassistenter, som vil arbejde hos praktiserende læger.

Annonce

Social- og sundhedsassistent Dorte Kærby stortrives med travlheden og selvstændigheden på jobbet i lægehuset.    Niels Åge Skovbo

Af Anni Heiberg
Journalist

Annonce

Efter sommerferien kan social- og sundhedsassistenter tage en ny fem dage lang AMU-uddannelse på landets sosu-skoler.

Uddannelsen er målrettet assistenter, der ønsker at arbejde i lægepraksis, og den specialiserer sosu-assistenterne til at klare typiske kliniske opgaver som blodprøver, vaccinationer, EKG-undersøgelser og lungefunktionsmålinger.

Uddannelsen er skabt på initiativ af Praktiserende Lægers Organisation, PLO og FOA.

Går efter egne opgaver

Formanden for FOAs social- og sundhedssektor Karen Stæhr er glad for den nye uddannelse

“Lægerne vil gerne have social- og sundhedsassistenterne i almen praksis, og de får en kompetent faggruppe, der ikke går efter at varetage lægens opgaver fremfor egne opgaver, og det er en fordel," siger hun til Fagbladet FOA.

"Jeg forestiller mig, at der er god interesse for uddannelsen, for det er et spændende og selvstændigt job. Men vi skal have drøftet en selvstændig overenskomst, så sosu-assistenterne ikke skal arbejde efter HKs overenskomst for lægesekretærer,” siger hun.

Oplagt i lægepraksis

Social- og sundhedsassistent Dorte Kærby mener, at hendes faggruppe er oplagt at bruge i lægepraksis.

Hun arbejder selv hos Lægerne Hunderupvej i Odense, hvor hun blandt andet tager sig af blodprøver, EKG, halspodning og helbredstjek.

"Jeg mærker, at lægerne værdsætter og anerkender mig for det, jeg laver. Jeg føler mig kompetent til opgaverne, men det er dejligt, at der nu kommer en uddannelse til sosu-assistenter målrettet opgaver i en lægepraksis,” siger hun.

Øget interesse

Sosu-assistenterne kan blive en efterspurgt faggruppe i lægehusene, mener Roar Maagaard. Han er praktiserende læge og medlem af udvalget vedrørende personaleuddannelse i Dansk Selskab for Almen Medicin/PLO.

“De har i forvejen nogle af de rigtige kompetencer og kan blive fuldstændig fit til at klare opgaverne med den nye uddannelse. Dertil kommer, at de er på et lavere lønniveau end sygeplejersker. Jeg forventer og håber, at AMU-uddannelsen vil øge lægernes interesse for at ansætte sosu-assistenter,” siger han. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev