Venstres forslag om nulvækst i det offentlige vil koste mange jobs for FOAs faggrupper.
Det viser en opgørelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, har udarbejdet på grundlag af beregninger fra Finansministeriet.
Ifølge opgørelsen vil der forsvinde i alt 2.601 jobs til FOA-medlemmer i årene 2016 til 2020 sammenlignet med beskæftigelsen nu.
Job-tab i de store byer
Især de store byer som København, Aarhus, Odense og Aalborg vil mærke faldet i antallet af varme hænder.
Kun to kommuner - nemlig ø-kommunerne Fanø og Læsø - vil ikke mærke til en nedgang i FOA-arbejdspladser. Se hvordan din kommune bliver berørt i kortet herunder.
”Tallene viser, at nulvækst koster dyrt. I alt vil planen koste 15 milliarder kroner eller 25.000 færre hoveder i det offentlige. Og det vel at mærke i en tid, hvor antallet af ældre stiger voldsomt,” siger direktør i AE Lars Andersen til Fagbladet FOA.
Mange ubesvarede spørgsmål
Venstres næstformand Kristian Jensen har tidligere erkendt, at nulvækst koster offentligt ansatte. Men hvor mange og i hvilke dele af den offentlige sektor, planen vil ramme hårdest, har han ikke sat ord på.
”Der er mange ubesvarede spørgsmål. Venstre har tidligere meldt ud, at de vil satse på uddannelse, ældre og sundhed. Men hvor pengene skal komme fra, når partiet samtidig lover nulvækst, er endnu uvist,” tilføjer Lars Andersen.
Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra Venstres Kristian Jensen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Indholdet kan desværre ikke vises, da tjenesten ikke længere stilles til rådighed af ekstern leverandør. Det beklager vi.