Annonce

Færre varme hænder er ufaglærte


På seks år er antallet af ufaglærte faldet stort. Det gælder især på social- og sundhedsområdet. 

Annonce

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Redigeret den 29. maj 2015 kl. 13.04.

Uddannelse nytter noget. Det er konklusionen efter FOAs seneste opgørelse over ufaglærte inden for både social- og sundhedsområdet og det pædagogiske område.

Blandt de månedslønnede og fuldtidsansatte social- og sundhedsmedarbejdere er antallet af ikke-uddannede faldet med hele 60 procent.

Nemlig fra 6330 i år 2009 til 2510 ansatte i maj 2015. Det betyder, at de ufaglærte nu blot udgør 4 procent. Udviklingen glæder sektorformand i FOA social- og sundhedssektoren Karen Stæhr.

Uddannelsesaftale forlænget

”Tallene viser, at det har en effekt at uddanne sig. Den uddannelsesaftale, som vi indgik ved overenskomstforhandlingerne i 2008 med Kommunernes Landsforening har minimeret antallet af ufaglærte. Derfor glæder vi os over, at aftalen netop er blevet forlænget ved denne overenskomstfornyelse,” siger Karen Stæhr til Fagbladet FOA.

Tallene dækker dog over, at der i samme periode har været en række besparelser både på social- og sundhedsområdet og på det pædagogiske område.

Antallet af månedslønnede sosu-ansatte på almindelige vilkår er nemlig faldet med 11 procent – fra 75.325 personer til 67.173 personer. Det er især er de ufaglærte, der har mærket konsekvenserne af sparerunderne, vurderer Karen Stæhr.

Kræver specialisering

”Social- og sundhedsområdet stiller i dag store krav til de ansattes uddannelsesniveau. Sygehusene bliver mere specialiserede, og patienter bliver udskrevet hurtigere fra sygehusene. Opgaver, der tidligere blev varetaget på sygehusene, bliver flyttet ud i det kommunale sundhedsvæsen. Derudover kommer der flere kronikere, der kan og vil blive behandlet i eget hjem. Det kræver, at personalet har de rette kvalifikationer og kompetencer,” tilføjer sektorformanden.

På det pædagogiske område er der ikke den helt samme udvikling at spore – nemlig et mere moderat fald på blot 21 procent. Faldet kan i øvrigt i høj grad tillægges nedskæringer på det pædagogiske område, viser opgørelsen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev