Annonce

Fotografi af Karin Anna Søgaard i sin stue

Vikarer ramt af sygedagpenge-bøvl

FOA får mange henvendelser fra vikarer, der har svært ved at gennemskue sygedagpenge-reglerne.  

Annonce

"Os, der er vikarer, udgør en uundværlig og fleksibel arbejdskraft. Alligevel bliver vi straffet med indviklede sygedagpenge-regler," mener Karin Anna Søgaard, der her sidder og venter på at blive kaldt på vagt.   Niels Åge Skovbo

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Bare jeg ikke bliver syg!

Det håb er der rigtig mange timelønnede vikarer, der går rundt med. Ikke kun for at undgå at blive syge, men også fordi reglerne for at få sygedagpenge som vikar er blevet så besværlige, at mange opgiver at sætte sig ind i dem.

En af dem er 59-årige Karin Anna Søgaard, som har arbejdet som timelønnet vikar i knap fem år. Hun er glad for at være tilkaldevikar, for jobbet giver hende fleksibilitet og muligheden for at beskæftige sig med sin anden passion – at være billedkunstner. Omvendt lurer en vis usikkerhed ved vikarjobbet.


Ingen forsørgelse

”Som situationen er lige nu, får jeg ingen forsørgelse, hvis jeg går hen og brækker et ben. Det er ikke rart at tænke på,” siger hun til Fagbladet FOA.

Hun har nemlig ikke fulgt den snørklede vejledning, der gør hende berettiget til sygedagpenge. De siger, at hun skal være tilmeldt som jobsøgende, bekræfte tilmeldingen og tjekke jobforslag mindst hver syvende dag.

Derudover skal hun oprette et CV på jobnet.dk og møde til samtaler i a-kassen og i jobcentret. Også selv om hun forsørger sig selv fuldt ud ved vikararbejdet og altså ikke modtager supplerende dagpenge eller andre ydelser.


”Unødigt bureaukrati”

I følge socialpolitisk konsulent i FOA Nanna Mørch er der tale om et unødigt og vanskeligt bureaukrati.

”Vi oplever rigtig mange henvendelser fra timelønnede vikarer, der ikke ved, hvordan de kan få sygedagpenge, hvis uheldet er ude. Mange har simpelthen opgivet at gennemskue reglerne og tager chancen uden at melde sig til rådighed for arbejdsmarkedet,” forklarer hun.

Nanna Mørch har udarbejdet en vejledning i, hvilke krav man skal opfylde, og hvilken procedure, man skal følge:

Læs mere: Vikar: Sådan sikrer du dig under sygdom


Tusindvis ramt af bøvl

Tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser, at 61.632 personer var ansat på timeløn i regioner og kommuner i februar 2015. Heraf er 34.361 ansat inden for typiske FOA-områder som sosu- og pædagogmedhjælper-området.

De indviklede regler skyldes en principafgørelse fra Ankestyrelsen i 2012, som betyder, at løst ansatte, der ikke får løn under sygdom i stedet er henvist til reglerne for dagpenge og sygedagpenge. I praksis betyder det, at de betragtes som ledige og derfor kun er berettiget til sygedagpenge, hvis de er tilmeldt som jobsøgende.

Beskæftigelsesministeren har foreløbig afvist at lave reglerne om. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren til denne artikel.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev