“Stikbold, stikbold, stikbold!”
Cornelius fra 1. c, Emil fra 1. a og Ida fra 2. c er enige: Stikbold er den sjoveste DGI-aktivitet i SFO’en på Apperupskolen i Helsingør Kommune.
DGI er forkortelsen for organisationen Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger. Den står bag en ordning, hvor daginstitutioner og dagplejere kan få et særligt certifikat som bevis på, at de har gennemgået et kursus i at lave idræt og bevægelseslege med børnene.
Populær ordning
Ordningen er populær, og senest har Helsingør Kommune besluttet, at alle kommunens institutioner og dagplejere skal gennem forløbet. Apperupskolens SFO er den første institution, som efter denne beslutning er klar til at gøre børnene forpustede.
Børnene hujer begejstret, da pædagogmedhjælper Victor Rodriguez med en megafons sirenelyd kalder et par hundrede skolebørn sammen, så de kan vælge aktivitet.
I de næste tre kvarter kan de vælge mellem fodbold, sjipning, jorden er giftig, gåtur, lego-stafet eller stikbold. Pigerne i nulte kan også vælge roligere bevægelseslege i den lille gymnastiksal.
Masser af bold
En stor gruppe piger og drenge tonser rundt på boldbanen. De spiller forskellige varianter af stikbold og slutter af med et kvarters høvdingebold. Bagefter skal de tilbage i klasselokalerne og fortsætte den lange skoledag.
I skolegården sørger pædagogmedhjælper Rolf Christensen for, at en anden gruppe får pulsen op ved at spille fodbold.
“Det er godt for dem, at de har sådan en pause og får brændt noget energi af midt på dagen,” siger han til Fagbladet FOA.
Legen fortsætter
Før jul var alle SFO’ens medarbejdere og tre af skolens lærere på DGI-kursus for at lære mere om bevægelseslege.
“Det var rigtig, rigtig spændende, for vi fik ideer til nye lege til børnene og fik opbygget en fælles forståelse for, hvor vigtig idræt og bevægelse er i hverdagen,” siger Victor Rodriguez.
Han har bemærket, at de fysiske aktiviteter smitter af på dagens øvrige pauser:
“På kolde dage står eleverne ikke længere og tripper for at komme ind efter pausen. De fortsætter med at lege til de bliver kaldt ind.”