Skal du tilbageholde en borger, der risikerer sit liv ved at søge mod motorvejen? Og hvordan håndterer du den konflikt, der opstår ved tandbørstningen?
Det er den slags dilemmaer, medarbejdere på bosteder ofte står i, og som kan udløse de magtanvendelser, der er mere end fordoblet – fra 5.551 magtanvendelser i 2019 til 13.127 magtanvendelser i 2022.
Det viser Rambølls evaluering for Social- og Boligstyrelsen af de nye magtanvendelsesregler, der blev indført 2020.
”Vi kan se, at der i dag er langt større bevidsthed og refleksion, men det betyder ikke, at det er blevet nemmere i forhold til de dilemmaer, man som medarbejder står i,” siger Stine Arent Larsen, der arbejder særligt inden for feltet; forebyggelse af magtanvendelser og som er en del af Social- og Boligstyrelsens rejsehold hjælper bosteder, der har fået påbud eller er under skærpet opsyn.
Mellem omsorgspligt og selvbestemmelse
Af evalueringen fremgår det, at tvivlen om hvilke beføjelser og ansvar reglerne giver, oftest opstår i to tilfælde. Når medarbejderne skal balancere omsorgspligt og borgerens selvbestemmelsesret – for eksempel i hygiejnesituationer. Og i situationer hvor flere lovgivninger er til stede.
”En borger har ret til at sige nej tak til et sundhedstilbud. Det skal man som fagperson acceptere, også selvom det kan være svært at se på, og selvom man har de bedste intentioner i forhold til, hvad der er bedst for borgeren. Det må selvfølgelig heller ikke føre til omsorgssvigt,” siger Stine Arent Larsen.
I eksemplet med en borger, der søger mod trafikerede veje, må man afvente situationen. ”Det er først, når borgeren er meget tæt på vejen, at man skal gribe ind, for man ved ikke, om vedkommende faktisk har tænkt sig at udsætte sig selv for fare,” siger Stine Arent Larsen. Hun anerkender, at det arbejde er vanskeligt.
”Man skal altid forsøge at komme så langt, man kan ved hjælp af pædagogiske virkemidler, så man går ud fra mindsteindgrebsprincippet og skånsomhedsprincippet,” siger Stine Arent Larsen. Det vil sige, at magtanvendelsen begrænses til det absolut nødvendige, og at indgrebet er så skånsomt og kortvarigt som muligt.
For hvis skyld?
Netop relationen mellem borger og medarbejder er afgørende, forklarer Mie Engen, der er forsker ved Aalborg Universitet, er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde og har set på selvbestemmelse og omsorg på det specialiserede socialområde.
”Borgerne er afhængige af, at medarbejderne kender dem og omvendt. Det er er svært, fordi der ofte er stor udskiftning i personale, men det forebygger magtanvendelse, når medarbejderen ved, at Hr. Hansen kan lide at blive barberet på en særlig måde,” siger Mie Engen og understreger, at det kræver, at man ikke har ansvaret for fem borgere, der skal ud ad døren klokken otte.
”Man skal have tid til at gå ind i de pædagogiske processer. At man reflekterer over, hvem gør vi det her for? At medarbejderne har mulighed for at sætte sig i borgerens sted og ikke skal gøre noget, fordi det passer med vagtplanen eller primært af praktiske hensyn.”
Giver det mening for borgeren og fra en faglig synsvinkel?
Og den refleksion vil medarbejderne på bostederne gerne arbejde med, er hendes erfaring. Der, hvor medarbejderne bliver kritiske, er de steder, hvor de ikke synes, reglerne giver mening, mener hun. ”For eksempel, når de skal registrere hver gang, de spænder en sele i kørestolen, for at en meget handicappet borger ikke skal falde ud.”
Og det er lige præcis her, Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, mener, de reviderede regler kan være for ressourcekrævende.
”At bevidstheden er blevet større om magtanvendelserne er rigtig godt. Og stigningen viser også, at medarbejderne ved, at de skal indrapportere, når de bruger magtanvendelserne. Men når det handler om spændebånd i kørestolen for at afværge, at man falder ud, og at man skal gøre det hver eneste gang, så må man spørge, om man bruger ressourcerne rigtigt.”