Udsigt til sygeplejerske-strejke: Sådan siger tre FOA-medlemmer

"Jeg tror, det ville hjælpe med en lidt højere løn," siger portør Niklas Østerberg (tv), portør på Bispebjerg Hospital, om sygeplejerskernes strejkevarsel. Jørgen True, Tor Birk Trads og Niels Åge Skovbo

Sygeplejerskerne har varslet strejke, efter de stemte nej til deres urafstemning om de nye overenskomster. Læs her, hvad sygeplejerskernes FOA-kolleger tænker om det.

12. maj 2021

Cirka 5.350 sygeplejersker og 260 radiografer skal strejke, hvis Dansk Sygeplejeråd ikke når til enighed om en overenskomstaftale med arbejdsgiverne i Forligsinstitutionen.

Mange FOA-medlemmer arbejder sammen med sygeplejerskerne på landets hospitaler og i kommunerne. Fagbladet FOA har spurgt tre af dem, hvad de tænker om, at kollegerne muligvis skal strejke.

Kent Simmelkjær, serviceassistent og tillidsrepræsentant på Regionshospitalet Viborg, hvor én afdeling er udtaget til strejke

"Jeg synes ikke, sygeplejerskerne er dårligt lønnet. De får rigtig mange forskellige tillæg, som giver lønnen et nøk opad. Jeg ved, at de ligesom os har haft en rigtig træls periode med covid-19, som gør, at de tænker, at nu er det nok. Så det forstår jeg godt. Men når jeg sammenligner med min faggruppe og ser på deres løn, så synes jeg, sygeplejerskerne får en god løn. 

Jeg ville gerne selv have været i konflikt med FOA, og det, jeg hovedsageligt hører fra mine kolleger, er, at de også er kede af, at FOA stemte ja. Vi har arbejdet med corona i halvandet år nu, vi har knoklet røven ud af bukserne. Vi har været syge af det. Men med den nye overenskomst får vi ikke særlig meget mere i løn. I den her aftale er der fokus på mange andre forbedringer, som ikke er løn. Men folk har ikke brug for det. De har brug for at få nogle penge på bordet. Derfor ved jeg, at nogen er kede af, at FOA stemte ja. 

Personligt stemte jeg også selv nej. Især fordi der i så lang tid op til overenskomstforhandlingerne blev snakket om løn i kroner og øre. Alligevel endte det med at blive procenter."

Niklas Østerberg, portør på Bispebjerg Hospital, hvor seks afdelinger er udtaget til strejke

"Samfundet kunne ikke fungere uden sygeplejerskerne. Og i forhold til vigtigheden af deres arbejde og det ansvar, de har, kan jeg godt forstå deres utilfredshed med lønnen. Så ja, jeg sympatiserer med deres strejke.

Jeg kan godt mærke, når de har haft to 12-timersvagter på en uge. Det går ud over dem, måske bliver de lidt mere korte for hovedet, og det er kun på arbejdet. Det mærker deres familier sikkert også. Så jeg kan godt forstå, at mange af dem ikke kan holde til at arbejde fuld tid, men i stedet er på deltid også for at få deres familieliv til at fungere. Deres arbejde er hårdt med nattevagter, weekendarbejde, 12-timersvagter og skiftende arbejdstider, og det kræver, at de siger nej til en hel masse, for eksempel familie og venner uden at få særligt meget igen. 

Jeg tror, det vil hjælpe med en lidt højere løn. Det ville måske også kunne afhjælpe noget af manglen på sygeplejersker. Der var mulighed for overarbejde under pandemiens højeste, hvor man kunne vælge at tage vagter med et højere tillæg. Det blev populært, og det viser, at folk er villige til at arbejde mere, hvis vilkårene bliver bedre.

Det ville også give dem mulighed for at købe sig til for eksempel rengøring derhjemme, så de bedre kan få familie og arbejde til at gå op. Og måske man vil kunne få flere sygeplejersker til at arbejde fuld tid."

Dorte Liljengreen, social- og sundhedsassistent på infektionsmedicinsk afsnit på Aarhus Universitetshospital, naboafsnittet er udtaget til strejke

"Sygeplejerskerne på afsnittet snakker om strejken, men det handler mest om, hvordan det skal hænge sammen helt praktisk, hvis de skal strejke. Skal vi afløse for dem, skal vi drosle ned på opgaver, og hvem tager de akutte patienter? Det ved vi ikke endnu. Så det fylder lidt. 

Jeg ved ikke, om det ville have været bedre for dem at acceptere de fem procent, som vi alle får i lønforhøjelse, og så i stedet arbejde målrettet for at få ændret ved den reform fra 1969. 

For hvis de skal have et lønløft, så synes jeg da også, vi skal have det. Jeg synes, at vi bør følges ad, og at de står meget alene i det her. Jeg er bange for på sygeplejerskernes vegne, at de står svagt, og at de ikke får det ud det, som de håber. Men det vil tiden vise."