Ansvar, uddannelse, efterspørgsel eller arbejdsopgavernes karakterer. Det er nogle af de parametre, der kunne fastsætte din løn.
Men arbejder du i et fag med flere kvinder end mænd, er din løn typisk bestemt af en lov fra 1969 og derfor lavere end i fag, hvor der er flest mænd. En god forretning for velfærdsstaten, mener forsker.
”Man har været opmærksom på problemet længe, men man har ikke gjort op med det før, fordi det er dyrt at løse det. Det har været en god forretning for velfærdsstaten, at den har kunnet køre rundt på grund af underlønnede kvinder. Det har sparet staten flere milliarder årligt,” siger Astrid Elkjær Sørensen.
Hun er postdoc i historie ved Aarhus Universitet og har forsket i sammenhængen mellem Tjenestemandsreformen fra 1969 og den løn, offentligt ansatte i ’kvindefag’ får i dag.
Med Tjenestemandsreformen fra 1969, som i virkeligheden er en reform af en tidligere lov, placerede man offentligt ansatte på forskellige løntrin i et nyt løntrinssystem. Generelt blev typiske kvindejob placeret lavere end typiske mandejob. Baggrunden var, at manden var hovedforsørger, og kvindens indkomst blev betragtet som et bidrag.
I den seneste tid er der igen kommet fokus på loven og uligheden i mænd og kvinders løn. Blandt andet har et borgerforslag, der foreslår at ophæve Tjenestemandsreformen, for nylig fået underskrifter nok til at blive taget op i Folketinget.
Men det interessante er ikke loven i sig selv. For ifølge den rapport, Astrid Elkjær Sørensen har udarbejdet sammen med Institut for Menneskerettigheder, var det meningen, at lønningerne skulle følge med udviklingen i samfundet. Rapporten viser dog, at det ikke er tilfældet.
”Problemet er ikke selve Tjenestemandsreformen, men det løngab, der stadig forfølger de såkaldte ’kvindefag’ i dag. Man kan ikke fjerne loven, men sætte ind for at fjerne det løngab, den har ført med sig helt til i dag,” forklarer Astrid Elkjær Sørensen.
Hun peger på, at den politiske arv betyder, at problemet ikke kan løses ved overenskomstbordet, men skal løses ved en ’trepartsforhandling’, hvor politikerne fra Christiansborg sammen med fagforeninger, kommuner og regioner forhandler om en ny måde at fastsætte lønnen.
”Man kan anerkende fra politisk side, at de lønninger, der gives i dag, ikke er rimelige og har en politisk arv fra en anden tid. Derved kan man vælge fra politisk side at afsætte penge til at fjerne løngabet,” siger hun.
Også FOA peger på trepartsforhandlinger som løsning på den ulige løn.
Løngabet har ikke kun betydning for de fag, der med loven fik fastsat deres løn i 1969. Den har også haft betydning for de uddannelser, der er kommet til senere. Heriblandt social- og sundhedsuddannelserne og den pædagogiske assistent uddannelse.
”Tjenestemandsreformen blev i 70’erne bredt ud til at gælde for hele den offentlige sektor, og de nye uddannelser, der kommer til – som for eksempel pædagogisk assistent – er blevet placeret ud fra de fag, der allerede findes på området. På den måde bliver de ’straffet’ for at være i familie med de andre fag,” forklarer Astrid Elkjær Sørensen.
Rapporten har fokuseret på sammenhængen mellem uddannelsernes længder og lønnen, men hun understreger, at lønnen kunne defineres ud fra flere forskellige ting.
”Det kunne for eksempel være mængden af ansvar, udbud og efterspørgsel, og hvor slidsomt jobbet er både mentalt og fysisk. Ser man på udviklingen fra plejere eller sygehjælpere i 1969 til social- og sundhedsuddannelserne, så har man fået et meget større ansvar, men lønnen er ikke fulgt med,” siger hun og fortsætter:
”Hvordan kan man give faggrupper flere opgaver og mere uddannelse, men ikke lade lønnen følge med – det er et interessant spørgsmål. Ligesom det er interessant at se på, hvor hårde de her job er for kroppen, hvilket man også kan tage med i overvejelserne, når man snakker løn. Det bliver ofte overset.”
-Hvad har Tjenestemandsreformen at gøre med sygeplejerskernes potentielle strejke?
”Det er to forskellige spor. En potentiel sygeplejerske-strejke kommer nok ikke til at betyde så meget for løngabet. Det, der betyder noget, er, hvorvidt man får politikerne på Christiansborg til at tage den her problemstilling alvorligt eller ej.”
Derfor handler det om alle de faggrupper, hvor der typisk arbejder flest kvinder og ikke kun sygeplejerskerne.
”Hvis jeg var social- og sundhedsuddannet, ville jeg sørge for at markere mig tydeligt i debatten – for eksempel ved at deltage aktivt i de demonstrationer, der finder sted til Tjenestemands-tirsdag,” siger Astrid Elkjær Sørensen.